Lovdata

Høyesterettsavgjørelser


INSTANS: Høyesterett - Dom.
DATO: 2001-06-21
PUBLISERT: HR-2001-00004b
STIKKORD: Reindriftsloven (1978) § 2 .

SAMMENDRAG: Saken gjelder tvist om Essand og Riast/Hylling reinbeitedistrikter har beiterett for sine rein i privateide utmarksområder innenfor distriktsgrensene i Selbu kommune, Sør-Trøndelag.

SAKSGANG: Midt-Trøndelag herredsrett nr. 95-00379 A - Frostating lagmannsrett LF-1998-01085 A - Høyesterett HR-2001-00004B, nr. 365/1999.
PARTER: 1. Jon Inge Sirum m.fl. [ fullstendig partsliste, se bakerst i dommen ] (Advokat Ola Brekken) mot 1. Essand reinbeitedistrikt 2. Riast/Hylling reinbeitedistrikt (Advokat Erik Keiserud).
DOMMERE: Matningsdal, Rieber-Mohn, Gjølstad, Lund, Gussgard, Tjomsland, Coward, Aasland, Dolva, Stang Lund, Oftedal Broch, Flock, Bruzelius, Skoghøy, Justitiarius Smith.

       Dommer Matningsdal: Saken gjelder tvist om Essand og Riast/Hylling reinbeitedistrikter har beiterett for sine rein i privateide utmarksområder innenfor distriktsgrensene i Selbu kommune, Sør-Trøndelag.

Tvisteområdene

       De to distriktene ble opprettet ved kgl.res. 10. juli 1894 med hjemmel i § 6 i den såkalte felleslappeloven - lov av 2. juni 1883 angaaende Lapperne i de forenede Kongeriger Norge og Sverige. Distriktene er opprettholdt uendret under senere reindriftslovgivning. Riast og Hylling var opprinnelig atskilte distrikter, men de siste 50-60 årene har de vært ansett og administrert som ett distrikt.

       Essand dekker et område på ca 2 300 km2 . Distriktsgrensen følger i øst riksgrensen mot Sverige. Sørgrensen starter ved riksgrensen i Skardsfjellet, og går derfra vestover til Stugusjøen i Tydal, følger elvene Tya og Nea til Selbusjøen, følger denne og elvene Tømra og Kleivåa over i Nord-Trøndelag til Stjørdalselva, og følger deretter denne oppover Hegra og Meråker tilbake til riksgrensen.

       Riast/Hylling dekker et område på ca 1 900 km2 og ligger sør for Essand. Også dette distriktet grenser i øst mot riksgrensen. Sørgrensen starter ved fjellet Vigelskaftet og går i nordvestlig retning til sjøene Tufsingen og Aursunden i Røros kommune. Grensen går ut av Aursunden der hvor Glomma har sitt utspring, følger Rugeldalen ned til Gaula i Holtålen kommune, følger Gaula til kommunegrensen mellom Holtålen og Midtre-Gauldal, følger denne til grensen mot Selbu, følger videre grensen mellom Selbu og Holtålen til fjellet Bringen hvor grensen vinkler mot nord og går ned til Nea ved Flaknan øst for Selbusjøen. Deretter følger den Essands sørgrense østover til riksgrensen.

       Hvert distrikt har for tiden 10 driftsenheter, og ca 4 500 reinsdyr i vinterflokk. Arealene er vår-, sommer- og høstbeite, og benyttes fra april til desember. Vinterbeite søkes lenger sør - i Femund reinbeitedistrikt.

       Tvisten knytter seg til privateide utmarksområder i Selbu kommune på til sammen ca 412 km2. Av disse ligger ca 320 km2 innenfor Essand, nord for Nea og øst for Selbusjøen. Det øvrige arealet, ca 92 km2 , ligger innenfor Riast/Hylling, sør for Nea umiddelbart vest for kommunegrensen mot Tydal kommune. I Essand omfatter tvisten alt privateid område vest for Roltdal statsallmenning. Beiteretten i statsallmenningen, som også ligger i Selbu kommune, er ikke bestridt. I Riast/Hylling omfatter tvisten den del av distriktet som ligger innenfor Selbu kommune.

Felleslappeloven av 1883

       Et sentralt formål med vedtakelsen av felleslappeloven var å regulere samenes kryssing av riksgrensen med sine rein. Lovens § 3 fastsatte at «Lapperne have Frihed til aarlig at flytte med sine Ren fra det ene Rige ind i det andet og at opholde sig paa de Steder, hvor hvert Riges Lapper efter gammel Sædvane hidindtil have søgt hen ...». Loven gjaldt imidlertid også for samer som utelukkende drev reindrift i Norge.

       Lovens § 6 påla samene et subsidiært solidaransvar for skader ved beitingen, og gav dessuten hjemmel for å opprette reinbeitedistrikter. Bestemmelsen hadde denne ordlyd:

       «De Strækninger, i hvilke Lapperne søge Bete for sine Ren, kunne inddeles i Distrikter, inden hvilke de Lapper, som der opholde sig med sine Ren, skulle i de Tilfælde og paa den Maade, som omhandles i nærværende Lovs § 9, tredie og fjerde Led, være underkastede Ansvar for Skade, som af Rensdyrene tilføies den jordbrugende Befolknings Eiendom.
       I hvilke Trakter Distriktsinddeling skal finde Sted samt Distrikternes Grændser bestemmes af Kongen.
       For at en Strækning, hvor Lapperne have Ret til at søge Bete for sine Ren, skal kunne medtages under Distriktsinddelingen, bør der findes eller aabnes Renveie inden samme af saadan Beskaffenhed, at Lapperne ved at betjene sig af dem kunne med tilbørlig Bevogtning afholde Renerne fra dyrket Mark. Distrikterne bør, under fornødent Hensyn til Dyrenes Natur samt til Landskabets Udstrækning, Beskaffenhed og Bebyggelsesforhold, begrændses saaledes, at de Ren, som søge Bete inden hvert Distrikt, kunne antages i Mangel af Bevogtning at ville i Løbet af Betningstiden streife omkring i det hele Distrikt, men uden at gaa over til noget andet Distrikt.»

Opprettelse av Lappekommisjonen og dens arbeid

       I 1888 og vinteren 1889 ble det fra forskjellige hold fremsatt forslag om å nedsette en kommisjon for å undersøke forholdet mellom reindriften og de fastboende nord og sør for Røros. Et viktig møte i denne sammenheng ble holdt på Røros tredje påskedag 1889, hvor det møtte 95 oppsittere fra Røros, Ålen, Holtålen, Budalen, Tolga, Tynset og Kvikne. Det møtte også to samer, hvorav den ene var Paul Johnsen, som var den største reineieren i Røros- og Tydalstraktene på den tiden, og som var i konflikt med en del grunneiere om utstrekningen av samenes beiterett. Alle fremmøtte, herunder samene, stemte for en resolusjon om at det måtte opprettes en kommisjon for å trekke opp grensene for de områdene hvor samene hadde beiterett. Videre burde det innføres distriktsinndeling. Det ble også vedtatt enkelte andre anmodninger, og den eneste anmodningen samene stemte mot, var innføring av fellesansvar for samene utenfor reinbeitedistriktene, jf. Haarstad: Sørsamisk historie. Ekspansjon og konflikter i Rørostraktene 1630-1900, Trondheim 1992 side 266-267.

       Den 30. april 1889 fremmet tre stortingsrepresentanter, Hans I. Storeng, Ingebrigt Flønæs og Nils Melhuus, forslag om at Stortinget bevilget midler til «Nedsættelse af en Kommission til Undersøgelse af Lappeforholdene i Hedemarken samt søndre og nordre Trondhjems Amter». Forslaget var i det vesentlige tiltrådt av syv andre representanter. I forslaget, Dok.nr.93 (1889), heter det blant annet:

       «Paa enkelte Steder i søndre Trondhjems Amt navnlig i Herrederne Røros, Aalen, Selbo og Tydalen har det fra gammel Tid været Renbeite, og saalænge Lapperne holdt sig med sine Dyr indenfor de gamle rettigheder, var selvfølgelig intet derpaa at sige.
       I Holtaalen, Singsaas, Støren, Budalen, Soknedalen og Tolgen med Anexsognene Vingelen og Dalsbygden samt Kvikne og Tønsæt Herreder har det aldrig været Renbeiter undtagen maaske en ganske liden Del ved Tolgens Østgrændse. Alle disse Distrikter, der omtrent udelukkende er henvist til Fædriften som eneste Næringsvei, og som i sine gode Havnegange og Fjeldslaatter har Betingelser herfor, har indtil de sidste 10-12 Aar havt sine Rettigheder ubeskaaren...
       Dette gamle Forhold er i forannævnte Distrikter bleven fuldstændig endevendt. I Løbet af de sidste 10-12 Aar har det været en stadig Tilstrømning af Lapper med Renhjorder, der dels er komne fra det nordlige Sverige og dels fra vort eget Lands nordlige Ægne. Flere af disse Lappefamilier er formuende og kan undertiden eie flere tusinde Dyr. De værdifuldeste af Fjeldstrækningerne i omhandlede Distrikter er i den Grad belagt med Rensdyr baade Sommer og Vinter, at de Fastboendes gamle og efter vor Mening uomtvistede Rettigheder meget stærkt trues med at blive fuldstændig ruineret...
       Som en Følge af Lappernes Indtrængen paa de Fastboendes Rettigheder er der opstaaet en Mængde Processer, hvoraf flere for Tiden verserer for Retterne. Det har vist sig, at i de Strøg, hvor Lapperne tidligere har været, er det vanskeligt at faa et hurtigt og sikkert Resultat i deslige Søgsmaal netop fordi, at Grændser og Brugsret har været meget bestridt...
       Det synes altsaa her at mangle en Forføining, der kan føre til Bestemmelser om, hvor og i Tilfælde i hvilken Udstrækning, Lapperne kan færdes med sine Renflokker...
       Saavidt vi har kunnet erfare, og vi er støttet heri af flere Sagkyndiges Udtalelser, er den nugjældende Lappelovgivning ikke paa langt nær anvendelig i de heromhandlede Distrikter, førend mere bestemte Grændser for Lappernes Beitesmark, paa sine Steder, maaske ogsaa Distriktsinddeling, kan vorde fastslaaet... .»

       Stortinget bevilget midler til å nedsette en kommisjon som foreslått. Ved kgl.res. 12. juli 1889 ble Lappekommisjonen nedsatt med følgende mandat:

       «At der bliver at nedsætte en Kommission, hvem det overdrages at undersøge Lappeforholdene i Hedemarkens, Søndre- og Nordre- Trondhjems Amter og at afgive Forslag til Fastsættelse af Grændserne for Lappernes Betesret samt til Ordning forøvrigt af Forholdet mellem disse og de Fastboende i de nævnte Amter.»

       Kommisjonens formann var overrettssakfører Haakon Bernhard Berg, Elverum, mens bonde Karl Kværness, Rendalen og lensmann Indian Bernhard Herstad, Røros var medlemmer. I 1891 ble kommisjonen utvidet med bonde H. K. Foosnæs, Beitstad. Om arbeidet i kommisjonen heter det i innberetningen side 3:

       «Kommissionens Medlemmer sammentraadte paa Røros den 13de August nestefter [ dvs. 1889 ] og fortsatte med Møder og Befaring i nordre Østerdalen og i Trakten omkring Røros indtil paafølgende 10de September, da Aarstiden og Veirlaget lagde Hindringer iveien for Befaring i paagjældende Fjelddistrikter. Kommissionen var under Befaringsreiserne tilstede ved Aastedssessioner i 2de Processer mellem Fastboende og Lapper, hvorved den fik en gunstig Anledning til paa de Steder, hvor de stridende Interesser særlig mødtes, at træffe saavel Lapper som Fastboende og høre fremholdt disses forskjellige Synsmaader.
       I afvigte Sommer (1890) har Kommissionen fortsat Befaringerne og søgt Oplysninger ved Møder og Sammenkomster navnlig i Tolgen Herred af Hedemarkens Amt samt i paagjældende Herreder af søndre Trondhjems Amt, og endvidere - saavidt for Tiden hensigtsmæssigt - i tilstødende Trakter af nordre Trondhjems Amt (Meraker og Hegre).
       Disse Reiser og Undersøgelser medtog Tiden indtil 4de Oktober...
       Fra Lensmænd og Herredsstyrelser i søndre og nordre Trondhjems Amter har Kommissionen søgt Oplysninger ved Indhentelse af Svar paa opstillede Spørgsmaal... Videre har Kommissionen under sine Reiser erhvervet skriftlige Erklæringer fra en Flerhed af Personer, idet man har fundet ikke at burde lade det bero med de mundtlige Oplysninger, som Kommissionen under Møder og Sammenkomster stadig søgte saavel hos de Fastboende som hos Lapperne.»

Lappekommisjonens innberetning

       Lappekommisjonens innberetning ble avgitt i juli 1892. Etter mandatet skulle den som nevnt «afgive Forslag til Fastsættelse af Grændserne for Lappernes Betesret» og «til Ordning forøvrigt af Forholdet mellem disse og de Fastboende». Kommisjonen fremmet imidlertid ikke forslag om grensene for beiterettens utstrekning. Derimot foreslo den innført reinbeitedistrikter som for Essand var sammenfallende med de grensene som ble fastsatt. For Riast/Hylling var forslaget mer omfattende enn de grensene som ble fastsatt. Her ble det foreslått inkludert et større område sør for Selbusjøen mellom fjellene Bringen og Reinsfjellet som deretter fulgte kommunegrensen mot Klæbu ned til Selbusjøen.

       Selv om kommisjonen ikke fremmet forslag om grensene for beiterettens utstrekning, gjennomgikk den «Lappernes tidligere og nærværende Udbredelse og Vilkaar i paagjældende Distrikter», før den konkluderte slik, jf. innberetningen side 29:

       «Efter hvad Kommissionen foran specielt efterhvert har anført, er den altsaa ved sine Undersøgelser kommen til det Resultat, at norske Lapper kan antages efter gammel Sædvane at have søgt Tilhold og Bete for sine Ren inden følgende Strækninger:
       ...
3. i Selbu: Rotladalens Alminding.
4. i Tydalen: samtlige Fjeldstrækninger.»

       Kommisjonen presiserte at den ikke hadde noen dømmende myndighet, og uttalte, jf. innberetningen side 42:

       «Forsaavidt Kommissionen under sin Beskrivelse af paagjældende Trakter har omhandlet Grændsen for Lappernes Brug efter gammel Sædvane, er dette derfor kun en paa de stedfundne Undersøgelser bygget Meningsudtalelse, under hvilken Kommissionen med Hensyn til Fordringerne til den faktiske Udøvelse har søgt at henholde sig til Reglerne om Alders Tids Brug.»

       Kommisjonen foreslo også å opprette stillinger som lappefogd, og dessuten enkelte nye lovbestemmelser.

Innføringen av de aktuelle reinbeitedistriktene

       Departementet sendte kommisjonens forslag til uttalelse, og kommunestyret i Selbu og Tydal gikk mot det, jf. Departements-Tidende 1894 side 503-504:

       «Fraraader enhver Distriktsinddeling som kun medførende Ulemper. Protesterer mod at Herredet medtages i noget Distrikt, da for Tiden Lapperne ingen Beitesret har i Herredet.»

       Jeg bemerker at Selbu og Tydal på denne tiden var én kommune.

       Fogden i Strinden og Selbu var derimot av motsatt oppfatning, og uttalte, jf. Departements-Tidende 1894 side 504:

       «Den foreslaaede Distriktsinddeling ansees som heldig ogsaa for Selbu Herred. Den vil selvfølgelig ikke medføre nogen Udvidelse af Lappernes Rettigheder.»

       Saken ble deretter forelagt for kommisjonens formann, Berg. Etter å ha konferert med de øvrige medlemmene, foreslo han de grensene som deretter ble fastsatt, jf. Departements-Tidende 1894 side 535-536.

       Distriktsinndelingen ble innført ved kgl.res. 10. juli 1894, og ble kunngjort 28. juli 1894. I kunngjøringen heter det videre:

       «Departementet skal ved denne Anledning indskjærpe alle vedkommende, at Lapperne alene har Ret til at søge Beite for sine Ren paa de Steder, hvor de efter gammel Sædvane har færdedes. I saa Henseende gjør den indførte Distriktsinddeling ingensomhelst Forandring. Lappernes Ret til Beite forbliver den samme, hvadenten Distriktsinddeling er indført eller ikke.
       Af Hensigtsmæssighedshensyn er under flere af de ovennævnte Distrikter medtaget Strækninger, hvor Lapperne ikke antages at have sædvanemæssig Ret til at færdes, og hvor altsaa al Beitning er Lapperne forbudt, saaledes at de er ansvarlige for al den Skade, deres Ren maatte forvolde.
       At saadanne Strækninger er medtagne i Distriktsinddelingen bevirker altsaa ikke i mindste Maade, at Lapperne faar Ret til at opholde sig i Dele af Distriktet, hvor de ikke har sædvanemæssig Ret til at færdes.
       Strækningernes Medtagelse under Distriktsinddelingen har kun den Følge, at der indtræder Fællesansvarlighed for den Skade, som forvoldes ved Lappers ulovlige Beitning, samt at denne i det hele undergives en stærkere Kontrol.»

       Den 15. august 1894 ble medlem av Lappekommisjonen, Indian Bernhard Herstad, ansatt som lappefogd blant annet for de to distriktene. Lappefogden avgav årlige innberetninger om sitt virke. I innberetningen for 1894, avgitt 26. januar 1895, heter det innledningsvis:

       «... begyndte jeg, samtidig som jeg uddelte til Lapper og interesserede Fastboende Aftryk af det Kongelige Indre-Departements Bekjendtgjørelse af 28de Juli f. A., i hvilken den Kongelige Resolution af 10de Juli er indtaget, at forklare for Vedkommende Betydningen og Nytten, Distriktsinddelingen fører med sig samt gjennemgik og forklarede Forstaaelsen af forskjellige Bestemmelser i Lov af 2den Juni 1883.»

       Da Lappekommisjonen avgav sin innstilling i 1892, var det ingen som drev reindrift i Essand. Kommisjonen foreslo blant annet at Niels Bull og noen samer som ble omtalt som «Jacobssønnene», skulle fortsette sin reindrift der. De hadde tidligere drevet reindrift i dette området, og blant annet brukt en rekke koier i Roltdal statsallmenning. Under Herstads møte med dem høsten 1894 nektet de å flytte til Essand, og viste til problemene med svensk løsrein.

       Lov indeholdende Tillægsbestemmelser angaaende Lapperne og Rensdyrdriften inden de søndenfor Finmarkens Amt liggende Landsdele ble vedtatt 25. juli 1897. Lovens § 1 gjorde det straffbart å beite med rein utenfor reinbeitedistrikt med mindre det forelå «særlig Tilladelse eller Hjemmel fra Grundens Eier eller Bruger». Fra årsberetningen for 1897 opplyser Herstad at han under et møte med noen samer i Tydal i november «gjennemgik flere bestemmelser i den nye lappelov».

       Mot slutten av 1890-tallet og fram til århundreskiftet ble det gjort en del forsøk på å gjenoppta tamreindriften i Essand. Dette mislyktes, visstnok særlig på grunn av problemene med svensk løsrein, og det er først fra 1910 varig tamreindrift igjen har vært drevet der. Hvor langt inn i nåværende Selbu kommune den har vært drevet, kommer jeg tilbake til.

Reindriftsloven av 1933 og behandlingen av ny distriktsgrense for Essand

       Ved lov av 12. mai 1933 nr. 3 ble det vedtatt ny lov om reindriften. Om den geografiske avgrensningen av reindriften fastsatte lovens § 2 første ledd:

       «Flyttlappenes reindrift må alene foregå i de deler av Finnmark, Troms, Nordland, Nord-Trøndelag, Sør-Trøndelag og Hedmark fylker som Kongen bestemmer. Så vidt mulig må alene medtas områder hvor flyttlapper har hatt reindrift fra gammel tid og hvor det finnes hensiktsmessig å tillate utøvelse av reindrift.»

       Etter lovens § 103 c og d skulle de etablerte distriktene bestå inntil det motsatte ble bestemt. Ved brev av 23. juli 1934 oversendte fylkesmannen i Sør-Trøndelag til Landbruksdepartementet en henvendelse «angående fastsettelse av grenser for reinbeitingen i Essand reinbeitedistrikt». Fylkesmannen ba om departementets samtykke til å «foreta en grenseoppgang i forannevnte reinbeitedistrikter [ henvendelsen omfattet også Ålen ] for å bringe klarhet i de nu reiste spørsmål». Dette fikk han departementets samtykke til. Jeg nevner at på denne tiden var Selbu og Tydal forskjellige kommuner.

       Under et møte med fylkesmannen 12. september 1934 holdt bonde P. Norbye et innlegg om forholdet mellom reindriften og bondenæringen i distriktet. Etter å ha gjennomgått samenes beitebruk, nedla han påstand om at «samenes sædvanemessige beiteret mot nord, fra Stråsjøvolden og nordover skal gå efter barskoggrænsen». Stråsjøvollen ligger i tvisteområdet ved Garbergselva litt vest for Stråsjøen og et godt stykke vest for Roltdal statsallmenning.

       Under det videre arbeidet med saken henvendte fylkesmannen seg ved brev av 23. mai 1935 til departementet om tolkingen av lovens § 2. I brevet heter det blant annet:

       «Man har opfattet den nye lovs regler om reinbeitedistrikter slik at distriktet skal omfatte såvidt mulig alle områder hvor flyttlapperne har hatt reindrift i gammel tid og hvor det finnes hensiktsmessig å tillate utøvelse av reindrift (lovens § 2); der er altså ikke anledning til ved fastsettelse av grensene for reinbeitedistriktet å gjøre distriktet videre enn det bestemmes efter den gamle beitings grenser. Man ber sig meddelt om dette er riktig forstått.»

       I svarbrev av 26. juni 1935 fra Landbruksdepartementet heter det:

       «I anledning av hr. Fylkesmannens skrivelse av 23 mai d.å. meddeles at det må antas at § 2 i reindriftsloven av 12 mai 1933 må forståes slik at det ved fastsettelse av nye reinbeitedistrikter i henhold til nevnte § 2 bør søkes undgått å medta områder hvor flyttlappene ikke har hatt reindrift fra gammel tid.»

       Fylkesmannen avholdt deretter 9. september 1935 et møte i Selbu hvor ordføreren, tre formannskapsmedlemmer, lappefogden, lappelensmannen, lensmannen, formannen i jordstyret, formannen og nestformannen i Essand reinbeitedistrikt, ytterligere to reineiere, to bønder og en advokat var til stede. Under møtet nedla bonde Norbye påstand - endret fra 1934 - om at «Roltdals statsalmennings vestgrense danner grensen mot vest for samenes sedvanerett til å beite med rein». Samene synes å ha hevdet at de hadde beiterett i hele distriktet. I møteboken er det protokollert at fylkesmannen ba samene og bøndene uttale seg om hensiktsmessigheten av en grense fra Rolset like øst for utløpet av elven Rotla i Nea og i noe nordøstlig retning, men hele tiden vest for statsallmenningen. Deretter heter det:

       «Bønderne kunde ikke uttale sig derom. Samene vil i tilfelle ikke motsette sig det.»

       Etterpå ble det foretatt befaring.

       I møte 1. februar 1936 sluttet Selbu kommunestyre seg til Norbyes påstand om at Essand reinbeitedistrikt i Selbu skulle være begrenset til Roltdal statsallmenning. I brev av 16. mars 1936 uttalte lappefogd Bagaas at

       «... når det har vært rein i Roltdals statsalmenning så har også reinen beitet lengere vestover til enkelte tider. Denne antagelse støtter jeg på reinens vaner og terrængets beskaffenhet. Vestgrensen av almenningen danner ingen naturlig grense.
       Som saken nu står finder jeg det lite formålstjenlig å foreslå nogen grenselinje men det forekommer mig at en linje Rolset - Åtollen - K i Kråsåfjell - B i Brentop - Stråsjøen - Stentjern skulde være mest retfærdig - begge parter tatt i betraktning.»

       Denne grenselinjen er langt på vei den samme som fylkesmannen antydet 9. september 1935.

       I brev av 21. mars 1936 til Landbruksdepartementet protesterte samene v/formannen i Essand, Lars Stinnerbom, mot den grensen Selbu kommunestyre hadde foreslått. Samtidig gav han en relativt omfattende omtale av hvordan han mente beiting hadde skjedd vest for statsallmenningen.

       Fylkesmannen forela brevet for Selbu kommune. I møte 17. juni 1936 fastholdt kommunestyret sitt standpunkt. Også denne uttalelsen ble forelagt for samene v/Lars Stinnerbom. I brev av 14. november 1936 fastholdt han at den gjeldende grensen for reinbeitedistriktet måtte opprettholdes. I oversendelsen til fylkesmannen 23. november 1936 uttalte lappefogden blant annet:

       «Jeg for min del har ikke noe særlig å tilføie. Det beste, eller rettere sagt det eneste brukbare forslag til grenser er de som samene hevder. Disse grenser er naturlige grenser og sperrelinjer for reinen.»

       Etter denne oversendelsen anmodet fylkesmannen lappefogden om å komme med forslag til grenser for Essand. Forespørselen ble besvart i brev av 19. desember 1936. For tvisteområdet var hans prinsipale forslag at den gjeldende grensen ble opprettholdt. Lappefogden fremsatte også et subsidiært forslag som med en liten reservasjon unntok hele det privateide området i Selbu.

       Den 23. august 1937 oversendte fylkesmannen saken til Landbruksdepartementet med følgende påtegning:

       «Sendes med bilag ærbødigst det kongelige Landbruksdepartement idet jeg slutter mig til lappefogdens principale forslag med den av ham i vedlagte skrivelse av 1. f. md. antydede forandring.»

       Det er noe uklart hva fylkesmannen sikter til med den «antydede forandring», men sammenhengen viser at den ikke gjaldt tvisteområdet.

       Landbruksdepartementets behandling av saken er ikke kjent i dag. Det er imidlertid på det rene at distriktsgrensen ikke ble endret.

       Reindriftsloven av 1933 er senere avløst av lov av 9. juni 1978 nr. 49 om reindrift, som jeg kommer tilbake til.

Rettssaken

       Saken ble reist for Midt-Trøndelag herredsrett 12. desember 1995 av eierne av til sammen 229 bruk. Bakgrunnen for saksanlegget var at Selbu kommune hadde gitt reinbeitedistriktene rett til å uttale seg i arealsaker som ble behandlet etter plan- og bygningsloven, særlig saker om reguleringsplaner for hyttefelt og veier. Videre ble det anført at reinflokkene hadde blitt større i de seneste tiår, med større press på beiteområdene og beiting på nye områder til følge. I stevningen ble det nedlagt følgende påstand:

       «Essand Reinbeitedistrikt og Riast/Hylling Reinbeitedistrikt har ikke rett til reinbeite på saksøkernes eiendommer.»

       Midt-Trøndelag herredsrett, som var satt med to fagkyndige meddommere, en bonde og en reindriftsagronom, avsa 19. august 1998 dom med slik domsslutning:

«1. Riast/Hylling og Essand reinbeitedistrikter frifinnes.
2. Erstatning for saksomkostninger tilkjennes ikke. Hver part bærer egne omkostninger.
3. Partene deler omkostningene ved retten og til helikopterbefaring. Jon Inge Sirum m.fl. - solidarisk ansvarlige - betaler kr 28.557,50 - tjueåttetusenfemhundreogfemtisju 50/100 kroner. Essand og Riast/Hylling reinbeitedistrikter betaler kr 28.557,50 - tjueåttetusenfemhundreogfemtisju 50/100 kroner.»

       Herredsrettens dom ble avsagt under dissens. Den ene meddommeren stemte for å ta grunneiernes påstand til følge. De to dommerne i flertallet hadde hver sin begrunnelse. Meddommeren bygde på at reinbeitedistriktene hadde ført bevis for at de hadde beiterett i tvisteområdene, mens rettens formann avgjorde saken etter bevisregelen i reindriftsloven av 9. juni 1978 nr. 49 § 2 første ledd tredje punktum, som fastsetter at utmarksstrekninger som inngår i reinbeiteområder, er å anse som lovlig reindriftsareal med mindre annet følger av «særlige rettsforhold».

       Grunneierne anket herredsrettens dom til Frostating lagmannsrett. Under saksforberedelsen trakk én av grunneierne seg fra saken. Lagmannsretten, som også var satt med fagkyndige meddommere - en bonde og en reindriftsagronom - avsa 17. august 1999 dom med slik domsslutning:

«1. Herredsrettens dom, domsslutningens punkt 1 og 2, stadfestes.
2. Saksomkostninger for lagmannsretten tilkjennes ikke.
3. Utgiftene til meddommere og helikopterbefaring for herredsretten og lagmannsretten deles likt.»

       Lagmannsrettens dom ble avsagt under dissens. Flertallet, rettens formann og de to meddommerne, fant at beiterett senest i 1892 var ervervet ved alders tids bruk, og at retten omfatter hele tvisteområdene. Mindretallet, to fagdommere, fant at Essand ikke har beiterett i sitt tvisteområde. Riast/Hylling har derimot, etter mindretallets syn, beiterett i om lag halvparten av tvisteområdet for dette reinbeitedistriktet - sør for en rett linje trukket mellom utspringene for elvene fra Usmesjøen og Lille Kalvsjøen.

       Lagmannsrettens dom er anket til Høyesterett av eierne av til sammen 201 eiendommer. Ankegrunner er feil rettsanvendelse og bevisbedømmelse.

       Etter at ankeforhandling var gjennomført for Høyesterett i avdeling, besluttet retten 28. november 2000 med hjemmel i plenumsloven av 25. juni 1926 nr. 2 § 4 første ledd jf. § 3 at saken i sin helhet skal avgjøres av den samlede Høyesterett.

       For Høyesterett er det fremlagt et betydelig antall nye dokumenter, som jeg ikke finner grunn til å spesifisere. Men jeg nevner at noen av dokumentene er faghistoriske utredninger som til dels er utarbeidet i anledning av saken. Slike utredninger var for øvrig utarbeidet også før herredsrettens behandling. Videre er det fremlagt 13 skriftlige erklæringer fra parter/vitner. Ved bevisopptak er opptatt forklaringer fra 15 parter/vitner. Forklaringene bekrefter og supplerer i atskillig utstrekning de fremlagte erklæringene. 14 av de personene som har forklart seg ved bevisopptak, forklarte seg også for lagmannsretten. Saken står i det vesentlige i samme stilling for Høyesterett som for lagmannsretten.

De ankende parter, Jon Inge Sirum m.fl., har i hovedtrekk anført:

       Saken er en næringstvist mellom landbruks- og reindriftsnæringen. Den gjelder ikke det materielle grunnlaget for den samiske kultur i Sør-Norge, som i tilfelle er en sak for staten og lovgiveren.

       Lagmannsretten har tatt riktig rettslig utgangspunkt i avgjørelsene i Rt 1988 1217, Korssjøfjell-dommen, og Rt 1997 1608, Aursunden-dommen. Men flertallet har tatt feil ved anvendelsen av de alminnelige prinsippene for alders tids bruk når det i Selbu fant grunnlag for beiterett utenfor Roltdal statsallmenning. Det er ikke påvist grunnlag for slik rett i tiden før 1894, da distriktene ble opprettet, og heller ikke i tiden etter opprettelsen.

       I Korssjøfjell-dommen er det fastslått at samene ikke uten videre har beiterett innenfor hele reinbeitedistriktet. Og bestemmelsen i reindriftsloven § 2 første ledd tredje punktum, som ble tilføyd i 1996, er ikke mer enn en svak presumsjonsregel som bare krever at grunneierne sannsynliggjør at samene ikke har beiterett i tvisteområdet.

       For perioden fram til 1894 har lagmannsrettens flertall stilt for små krav til den bruk som over alders tid kan begrunne beiterett utenom statsallmenningen. På bakgrunn av Korssjøfjell-dommen kan det erverves beiterett til de sentrale beiteområdene og til områder som i mer begrenset utstrekning har vært brukt. I vår sak oppfyller store deler av Tydal det første kriteriet, mens statsallmenningen og området fram mot Bukkhammeren oppfyller det andre. Derimot erverves det ikke beiterett til områder som har vært brukt sporadisk. Tvisteområdene, som ikke er naturlige beiteområder for rein, har en tilstrekkelig naturlig topografisk avgrensning. Det har bare vært tale om streifbeiting som etter rettspraksis ikke oppfyller brukskravet - heller ikke ved avgrensningen av området for en beiterett. De streifbeitende reinsdyrene har sporadisk og av eget tiltak gått inn i tvisteområdene i spredningstiden vår og høst. Men reinen kan ikke ved egne vandringer gi samene beiterett.

       Lagmannsrettens flertall har ved bevisbedømmelsen lagt for liten vekt på de opplysningene som er gitt i Lappekommisjonens innberetning fra 1892. Vektleggingen av innberetningen er i strid med den som ble gjort i Rt 1981 1215 og Rt 1988 1217. Flertallet har også feiltolket Lappekommisjonens egne uttalelser. Uttalelsene bygger på en samlet vurdering av det bevismaterialet som forelå, og det er ikke grunnlag for den kritikken flertallet retter mot Lappekommisjonen.

       Det er ikke dekning for flertallets uttalelser om funn av samiske kulturminner i tvisteområdene. Fra tiden før Lappekommisjonens innberetning finner man heller ingen samiske stedsnavn i tvisteområdene i uavhengige vitenskapelige kilder.

       Man kan ikke bygge på en helhetsvurdering der man også tar hensyn til samisk reindrift i andre områder. Og selv om man ved vurderingen av hva som kreves for rettserverv ved alders tids bruk, må se hen til de spesielle forhold innen reindriften, er det ikke grunnlag for noen særbehandling av den. Egenarten ved reinbeiting og topografien i området kan bare tas i betraktning ved vurderingen av den bruken som har funnet sted, men innen rammen av alminnelige prinsipper for alders tids bruk.

       Lagmannsrettens flertall har ikke gått inn på den utmarksaktiviteten som grunneierne har drevet, med kvernsteinproduksjon, skogsdrift, setring, beiting og slått. Denne aktiviteten har vært så massiv at den samlet sett utelukker reinbeiting av noe omfang. Det må tas i betraktning at tvisteområdene er bygdenes nærområder, med avstander som for det meste er langt mindre enn ti kilometer. Og det er vist til at store deler av tvisteområdene er lavereliggende barskogsområder helt ned til 160 meter over havet. I alle fall i Sør-Norge er det ikke tradisjon for tamreindrift i slike jord- og skogbruksbygder.

       Lagmannsrettens flertall har sett bort fra de vesentlige endringene i utøvelsen av reindriften som har funnet sted fra før 1890 og fram til i dag. Beiteretten i Selbu og Tydal ble ervervet i en tid da reindriften foregikk med forholdsvis små flokker som ble godt bevoktet fordi det ble produsert melk og ost. I nyere tid er reindriften basert på ren kjøttproduksjon, og det brukes motoriserte kjøretøyer og helikoptere. Reinflokkene er blitt vesentlig større enn de var, og reinen er mindre tam og har fått et annet beitemønster. Presset fra reinflokkene har dermed blitt vesentlig større, og reinen søker ut over de tradisjonelle beiteområdene.

       Det er heller ikke bevismessig grunnlag for erverv av beiterett i tvisteområdene ved alders tids bruk på 1900-tallet. Også i denne perioden har det primært vært tale om streifbeiting, og bøndenes bruk av områdene har stort sett utelukket beiting av rein. I Essand lå reindriften dessuten nede fram til 1910, da det skjedde tilflytting etter anvisning av myndighetene. Og det er først de siste årene at beitingen har fått noe omfang - på grunn av større flokker og fordi samene flere år har fraktet inn rein i området med lastebil.

       Både i Essand og Riast/Hylling har det dessuten i det tyvende århundret vært uklarheter og tvister om beiteretten, som utelukker god tro hos samene. Samene har vært vel kjent med distriktsinndelingen som ble innført i 1894, og med den uttrykkelige presiseringen i kunngjøringen om at distriktene omfattet mer enn de hevdvunne beiteområdene.

       De ankende parter bestrider at samene i dette tilfellet kan få anerkjent beiterett på grunnlag av lov av 21. mai 1999 nr. 30 om styrking av menneskerettighetenes stilling i norsk rett (menneskerettsloven) § 2 jf. § 3 jevnført med FN-konvensjonen av 16. desember 1966 om sivile og politiske rettigheter artikkel 27. Heller ikke ILO-konvensjon nr. 169 fra 1989 om urbefolkninger og stammefolk i selvstendige stater artikkel 14 nr. 1 kan få betydning. Da samene kom etter bøndene til Selbu, kan de ikke påberope seg disse konvensjonene i dette området. De folkerettslige instrumentene gir dessuten ikke vern utover faktisk bruk, som det ikke er ført bevis for i saken. For den faktiske bruk er det etablert et vern ved reindriftsloven og rettsreglene om alders tids bruk som oppfyller Norges folkerettslige forpliktelser.

       Heller ikke Grunnloven § 110 a kan få noen betydning i saken.

       Dersom Norges folkerettslige forpliktelser skulle gi samene større rettigheter enn de har i henhold til alders tids bruk, ville dette i tilfelle representere et inngrep i grunneiernes eiendomsrett. Den er også vernet av våre folkerettslige forpliktelser. Et rettserverv for samene må i tilfelle skje ved ekspropriasjon hvor grunneierne tilkjennes erstatning, jf. Grunnloven § 105.

       Det er anført at selv om saken er reist av de fleste grunneierne i tvisteområdene, har de krav på individuell vurdering. Men det aksepteres at dersom Høyesterett skulle komme til at det er beiterett i en del av tvisteområdene, kan det trekkes en grense uten at det eksplisitt angis hvilke eiendommer det hefter beiterett på.

       De ankende parter har nedlagt denne påstand:

«1. Essand reinbeitedistrikt og Riast/Hylling reinbeitedistrikt har ikke rett til reinbeiting på de ankende parters eiendommer.
2. Essand reinbeitedistrikt og Riast/Hylling reinbeitedistrikt dømmes in solidum til å dekke de ankende parters saksomkostninger for herredsretten, lagmannsretten og Høyesterett med tillegg av rente etter morarenteloven § 3 første ledd, 1. punktum fra forfall til betaling skjer.»

Ankemotpartene, Essand og Riast/Hylling reinbeitedistrikter, henholder seg til lagmannsrettens dom og i det vesentlige til den begrunnelsen som flertallet har gitt.

       Lagmannsrettens flertall har bygd på en korrekt oppfatning av prinsippene for erverv av beiterett ved alders tids bruk. Det springende punktet er kravet til bruk. Kravene til lang tid og til god tro må uten videre anses oppfylt for perioden før Lappekommisjonens innberetning.

       Når det gjelder kravet til bruk, kan det ved reindrift ikke bare sees etter områder som har stått sentralt. Det som er uttalt i Rt 1988 1217 på side 1225 om dette, er ikke treffende. Reinen er et streifdyr, og det må tas hensyn til dens streifmønster. Selv om det kreves bruk av et visst omfang, kan det ikke kreves regelmessig eller årlig bruk av hele området. Heller ikke kan det kreves større intensitet i bruken. Det må bygges bro mellom tradisjonell tingsrettslig oppfatning av alders tids bruk med basis i bøndenes næringsvirksomhet og de spesielle forholdene ved reindriften.

       Utstrekningen av beiteretten må avgjøres ved en helhetsvurdering, hvor det tas hensyn til at grunnlaget for sørsamisk kultur har blitt truet de senere årene av flere rettsavgjørelser som har gått samene imot. Det er også vist til at det er en reell mulighet for at det vil bli reist tilsvarende saker i andre deler av distriktene.

       Lagmannsrettens flertall har korrekt lagt til grunn at det allerede før 1890 ved alders tids bruk var ervervet beiterett i tvisteområdene.

       Lappekommisjonens innberetning har lagmannsrettens flertall tillagt tilbørlig vekt, og den er korrekt vurdert opp mot annet og nyere bevismateriale. Kommisjonen ble oppnevnt fordi det var oppstått arealkonflikter, blant annet i Sør-Trøndelag. Det sentrale i kommisjonens arbeid var ikke å fastlegge grenser for beiteretten, men å foreslå ordninger til vern av grunneiernes interesser. Lappekommisjonens uttalelser må derfor vurderes kritisk. Kommisjonen tok i alle fall feil i det sentrale spørsmålet med hensyn til når samene og bøndene kom til området. Den så på situasjonen slik den var i det aktuelle tidsrommet, og gikk ikke inn på eldre tiders organisering av samer i «byer», som det hadde vært to av der sakens reinbeitedistrikter ble opprettet. Kommisjonen gav for øvrig uttrykk for at det den uttalte, bare var en meningsytring.

       Ved bevisvurderingen må det tas hensyn til at samene har hatt et nomadisk levesett, og at reindriften setter få varige spor. Indirekte beviser, som samiske stedsnavn og beretninger, må tillegges betydning som bevis for reindrift i tvisteområdet.

       Det bestrides ikke at dagens reindrift har en noe annen karakter enn reindriften hadde i 1890. Men det er mer tale om en gradsforskjell, idet det selvsagt bare var simler med kalv som ble melket tidligere. Melkingen foregikk dessuten bare en kortere periode om sommeren. Også på 1800-tallet ble det drevet med store flokker, som i alle fall delvis gikk fritt. Bruken er i hovedsak som tidligere, styrt av dyrenes natur og andre naturgitte forhold som beitegrunnlag, topografi, vind mv. At samene ved enkelte anledninger de senere årene har fraktet noen rein inn i tvisteområdet i Essand med lastebil, skyldes behovet for å hindre dyrene i å trekke for tidlig mot vinterbeitet i Femund reinbeitedistrikt.

       Grunneiernes utmarksaktivitet har ikke vært til hinder for reindrift, og det er ingen naturlig grense mellom statsallmenningen og de områdene som tvisten knytter seg til. For øvrig er det få muligheter for konflikt mellom samenes og grunneiernes bruk. De to gruppenes bruk har stort sett skjedd til forskjellige tider av året.

       Subsidiært gjøres det gjeldende at beiterett er ervervet ved alders tids bruk på 1900-tallet. Samene har beitet rein i Essand siden 1910 og i Riast/Hylling hele tiden. De har lagt til grunn at de hadde beiterett innenfor distriktsgrensen, og de har vært i aktsom god tro om sin rett.

       Atter subsidiært anføres det at bruken på 1900-tallet sammenholdt med tidligere bruk er tilstrekkelig for erverv av beiterett i begge distriktene.

       Til de ankende parters anførsel om at beiteretten må vurderes i forhold til det enkelte bruk, anføres at dette ikke er mulig, slik saken er lagt opp fra grunneiernes side. På det grunnlaget som foreligger, lar det seg ikke gjøre å trekke noen grense for beiteretten inne i tvisteområdene.

       Som ny anførsel for Høyesterett har samene påberopt seg Norges folkerettslige forpliktelser overfor urfolk. Uavhengig av om samene eller bøndene kom først til de indre deler av Sør-Trøndelag, har samene krav på rettigheter som urfolk også der.

       Etter lov av 21. mai 1999 nr. 30 om styrking av menneskerettighetenes stilling i norsk rett (menneskerettsloven) skal FN-konvensjonen av 16. desember 1966 om sivile og politiske rettigheter artikkel 27, som blant annet verner urfolks stilling, ved motstrid gå foran norsk rett, jf. lovens § 2 jf. § 3. Denne bestemmelsen må ses i sammenheng med ILO-konvensjon nr. 169 fra 1989 om urbefolkninger og stammefolk i selvstendige stater artikkel 14 nr. 1 annet punktum som beskriver mer presist hva beskyttelsen består i. Etter denne bestemmelsen har samene rett til bruk av områder «som de tradisjonelt har hatt tilgang til for sitt livsopphold og sin tradisjonelle virksomhet». Dersom ikke alders tids bruk etter tradisjonell tolking beskytter samenes reindrift, som er grunnlaget for opprettholdelse av samisk kultur, i områder hvor reindriften tradisjonelt har vært utøvd, kan de påberope seg disse konvensjonene også i en tvist med private grunneiere.

       Det er videre vist til Grunnloven § 110 a.

       Ankemotpartene har nedlagt denne påstand:

«1. Frostating lagmannsretts dom 17. august 1999 pkt. 1 stadfestes.
2. De ankende parter pålegges in solidum å erstatte Essand og Riast/Hylling reinbeitedistrikters saksomkostninger for herredsretten, lagmannsretten og Høyesterett med tillegg av 12% rente fra forfall inntil betaling skjer.»

       Mitt syn på saken:

       Jeg drøfter først de generelle spørsmål saken reiser.

Reindriftsloven § 2 første ledd tredje punktum

       Reindriftsloven § 2 inneholder de någjeldende bestemmelsene om reinbeiteområde og reinbeitedistrikt. Et reinbeiteområde omfatter flere distrikter. Første ledd første punktum fastsetter at i reinbeiteområdene har reindriften «slike særlige rettigheter og plikter som fastsatt i denne lovs § 3 og § 4 og kapittel III». Ved fastlegging av reinbeiteområdene skal det etter annet punktum «legges vekt på om flyttsamene fra gammel tid har utøvet reindrift der».

       Ved lov av 23. februar 1996 nr. 8 fikk § 2 første ledd tilføyd som nytt tredje punktum:

       «De utmarksstrekninger (jf. § 11) som inngår i reinbeiteområdene, er å anse som lovlig reindriftsareal med slike særlige rettigheter og plikter som nevnt i første punktum, med mindre annet følger av særlige rettsforhold.»

       Foranledningen for dette tillegget synes å ha vært Høyesteretts dom i Rt 1988 1217 - Korssjøfjell-dommen. Før denne dommen hadde Landbruksdepartementet i lang tid, kanskje helt siden 1930-årene, lagt til grunn at retten til å utøve reindrift omfattet all utmark innenfor reinbeitedistriktene. Dette kom for øvrig også til uttrykk i forarbeidene til den någjeldende reindriftslov, jf. Ot.prp.nr.9 (1976-1977) side 47 første spalte. Ved dommen ble det fastslått at dette ikke er riktig.

       I St.meld.nr.28 (1991-1992), En bærekraftig reindrift, drøftet Landbruksdepartementet blant annet reindriftens rettsstilling. På side 83 uttaler departementet:

       «Siden Stortinget vedtok reindriftsloven i 1978 har det foregått en rettsutvikling som vesentlig har endret reindriftens rettsstilling. I kjølvannet av Samerettsutvalgets første innstilling har vi fått en ny bestemmelse i Norges Grunnlov, § 110 a, som forplikter staten til å verne og støtte samisk språk, kultur og samfunnsliv.
       Videre har FN-organisasjonen ILO vedtatt en ny konvensjon, nr. 169 om urbefolkninger og stammefolk, som Norge har sluttet seg til, og som trådte i kraft 5. september 1991.
       Det er helt klart at den samiske reindrift i Norge omfattes av både Grunnlovens nye regel og av ILO-konvensjonen, slik at disse nye rettsregler direkte er med å avgjøre reindriftsrettens stilling i Norge i dag.
       Uten å gå inn på noen drøftelse av reglenes nærmere innhold, kan det slås fast at både Grl. § 110 a og ILO K - 169 innebærer krav om rettsbeskyttelse av den samiske reindrift som faktisk ble utøvet i Norge da reglene trådte i kraft. Uten klare rettsregler som kan legges til grunn av domstolene og i samfunnsutviklingen for øvrig, ville den samiske reindrift ikke kunne la seg opprettholde som et fortsatt viktig grunnlag for samisk kultur og samfunnsliv, noe den uomtvistet er i dag. Norske statsmyndigheter har dessuten tidligere lagt til grunn at art. 27 i FNs konvensjon om sivile og politiske rettigheter fra 1966 også innebærer en forpliktelse til å beskytte det materielle grunnlag for den samiske kultur i Norge, herunder reindriftsarealene.
       Videre har så vel rettspraksis som forvaltningspraksis etter 1978 vist at reindriftsloven ikke har brakt den avklaring av reindriftens rettsstilling som hensikten og forhåpningene var ved dens vedtakelse. Dette gjelder den gjensidige disposisjonsretten mellom reindriftsutøvere og grunneiere...
       Den alvorligste uklarhet som er oppstått gjelder imidlertid selve spørsmålet om hvor den samiske retten til reindrift gjelder.»

       Deretter gjennomgår departementet den situasjonen som hadde oppstått etter Korssjøfjell-dommen, før det fortsetter:

       «Etter denne rettsutvikling kan situasjonen i dag oppsummeres slik: Grunnloven og folkerettsregler som Norge er bundet av forutsetter at reindriftssamene i Norge har et effektivt rettsvern for den næringsutøvelse de i dag utøver. Landets øverste domstol har lagt til grunn at den aktuelle lovgivning ikke gir et slikt rettsvern.
       Denne tilstand er etter Regjeringens oppfatning ikke holdbar... .»

       Det mest effektive botemidlet var etter departementets oppfatning å «invitere Stortinget til en avklaring ved en presiserende endring av reindriftsloven» - «en endring i reindriftsloven som entydig slår fast hvor reindriftsretten gjelder, med det innhold som i dag er definert i loven», jf. meldingen side 84 annen spalte. På side 85 konkluderer departementet med:

       «For det første bør det tas inn i loven en bestemmelse som direkte gir uttrykk for at reindriftssamenes rettigheter og plikter, slik de er definert i loven, fra lovens ikrafttredelse, gjelder innenfor de någjeldende grenser for de samiske reindriftsområder.
       ...
       For det andre bør lovens nåværende ekspropriasjonshjemmel til fordel for reindrift omformuleres, slik at den klart gir uttrykk for at staten har adgang til å ekspropriere rett til reindrift for eventuelle arealer innenfor samisk reinbeiteområde hvor domstolene måtte komme til at reindriftsrett allikevel ikke gjelder ... Staten vil på sin side både ha sikret reindriftens framtidige rettsgrunnlag, og også uttrykkelig ha oppfylt forutsetningene i Grl. § 110 a og i folkeretten.»

       Meldingen ble fulgt opp i Ot.prp.nr.28 (1994-1995) hvor departementet blant annet foreslo tilføyd den bestemmelsen som jeg allerede har sitert. Under høringen uttalte enkelte høringsinstanser at en bestemmelse hvor grunneierne ble pålagt bevisbyrden for at områder innenfor reinbeitedistriktene ikke er beheftet med beiterett, i realiteten ville innebære at rettigheter ble overført fra grunneierne til reindriftsnæringen, og dermed ville være i strid med Grunnloven § 105, jf. proposisjonen side 12-13. I kommentaren til bestemmelsen uttalte imidlertid departementet, jf. Ot.prp.nr.28 (1994-1995) side 39:

       «Det er grunn til å understreke at lovforslaget ikke innebærer at noen blir fratatt rettigheter som klart er fastsatt i dag. Dersom særlige rettsforhold foreligger som tilsier at reindriftsretten er falt bort, er det klart at det ikke lenger kan drives reindrift der. «Særlige rettsforhold» kan f.eks være rettskraftig dom, særlig avtale, eller de tilfellene der «motbruk» ut fra alminnelige tingsrettslige regler tilsier at reindriftsretten er falt bort...
       Departementet vil understreke at lovendringen vil være i samsvar med statens folkerettslige forpliktelser. I ILO-konvensjon 169 Om urbefolkninger og stammefolk i selvstendige stater heter det i art. 14 pkt. 2: «Myndighetene skal ta nødvendige skritt for å identifisere de landområder der vedkommende folk (her: samene) tradisjonelt lever, og sikre effektivt vern av deres eiendomsrett og rett til besittelse.» Den avklaringen lovendringen innebærer vil være en klar oppfyllelse av det staten her har forpliktet seg til.»

       I Innst.O.nr.8 (1995-1996) side 11-12 sluttet Næringskomiteens flertall seg til departementets forslag, mens mindretallet gikk mot det. Ved behandlingen i Odelstinget 13. desember 1995 ble forslaget vedtatt med 54 mot 40 stemmer, jf. Forh. O. (1995-96) side 106-107. Under Lagtingets behandling 18. desember 1995 ble Odelstingets vedtak ikke bifalt, jf. Forh. L. (1995-96) side 18-19.

       Før annen gangs behandling i Odelstinget innhentet Landbruksdepartementet en uttalelse fra Justisdepartementets lovavdeling. I brev av 17. januar 1996 uttaler lovavdelingen blant annet:

       «Utgangspunktet etter ordlyden i lovutkastet er at det skal legges til grunn at grensene for beiteområdene og reinbeitedistriktene faller sammen, «med mindre annet følger av særlige rettsforhold». I den grad det finnes utmarksområder hvor det fram til lovendringen ikke har vært reinbeiterett, kan lovforslagets ordlyd oppfattes slik at det nå etableres en slik beiterett (og rettigheter for øvrig etter lovens kap. III). Dette skyldes at lovforslaget gjør unntak bare der annet følger av «særlige rettsforhold», og det er unaturlig å betegne grunneierens eiendomsrett som et «særlig rettsforhold». Dersom loven her skulle tas på ordet, kan det ikke utelukkes at lovendringen ville innebære at det etableres beiterett på områder hvor det tidligere ikke har vært beiterett, iallfall dersom grunneieren selv ikke har gjort noen bruk av arealene. Dette vil i tilfelle innebære et visst inngrep i grunneierens eierrådighet.»

       Etter å ha gjennomgått forskjellige utsagn i proposisjonen konkluderte lovavdelingen med at de «gir et noe uklart bilde av hva som vil være det materielle innholdet i § 2 første ledd nytt tredje punktum». Deretter fortsetter lovavdelingen:

       «Dersom lovbestemmelsen skulle bli vedtatt med den utforming den nå har, må man ved tolkingen av den også se hen til Stortingets behandling av spørsmålet...
       Komitebehandlingen viser at både flertallet og mindretallet oppfatter utkastet til § 2 første ledd tredje punktum som en presumsjonsregel (eller bevisbyrderegel). Derimot synes det å være uenighet om hva slags rettslige konsekvenser en slik presumsjonsregel (bevisbyrderegel) vil ha. Tilsvarende viser forhandlingene i Odelstinget ... og Lagtinget ...
       Ut fra de rettskilder som foreligger i dag, mener vi at bestemmelsen i § 2 første ledd tredje punktum ikke kan oppfattes annerledes enn å være en ren presumsjonsregel (bevisbyrderegel). Spørsmålet er så om regelen kan oppfattes slik at den stiller kvalifiserte krav til sannsynlighetsovervekt for at man (til sist domstolen) skal legge til grunn at beiterett ikke foreligger på et område innenfor reinbeitedistriktenes grenser, eller om regelen bare gjelder en situasjon hvor man (til sist domstolen) anser det ene som like sannsynlig som det andre. Vi er tilbøyelige til å oppfatte bestemmelsen slik at den gir uttrykk for det siste; dersom domstolen etter bevisføringen anser det som like sannsynlig at beiterett eksisterer som ikke eksisterer, skal avgjørelsen gå i favør av den som hevder at beiterett foreligger... .»

       Med denne tolkingen fant lovavdelingen det klart at forslaget ikke var i strid med Grunnloven § 105.

       Under annen gangs behandling i Odelstinget 23. januar 1996 uttalte saksordføreren, Lars Gunnar Lie, blant annet, jf. Forh. O. (1995-96) side 179:

       «Både i proposisjonen og førearbeidet til lova samt i innstillinga frå næringskomiteen er det gjort klårt at endringa ikkje skal gjelda etablerte privatrettslege forhold. Det vil seia at det er områda som de facto har vore og er i bruk til beite innafor dei samiske reinbeiteområda, denne lova gjeld. Slik eg ser § 2, vert det ikkje lovfesting av samanfall mellom administrativt fastsette reinbeiteområde og grensene for beiterett.
       Det vert i § 2, slik fleirtalstilrådinga er, innført ein regel for tvilsrisiko. Eg oppfattar og har forstått denne regelen slik at den berre kjem til bruk dersom det er like truleg at beiterett gjeld, som at den ikkje gjeld. I slike tilfelle skal avgjerda vera til fordel for reindrifta. Juridisk kan ein seia at dette er ein svak presumsjonsregel.»

       Lagtingets anmerkning ble med 44 mot 36 stemmer ikke bifalt, jf. Forh. O. (1995-96) side 187. I møte 30. januar 1996 vedtok Lagtinget forslaget med 14 mot 13 stemmer.

       Dersom lovens ordlyd leses isolert, tilsier den at det må påvises et særlig rettsgrunnlag som fører til at det ikke består noen rett til reindrift i utmarksstrekninger innenfor reinbeiteområdene. Men på bakgrunn av de uttalelsene om tolkingen som forelå ved vedtakelsen, og som må antas å ha vært motiverende, må bestemmelsen gis en mer begrenset rekkevidde. Det er uheldig at ordlyden ikke gir uttrykk for bestemmelsens reelle innhold, men den må forstås slik at den pålegger grunneierne en bevisbyrde i reinbeiteområdene. Beviskravet er imidlertid ikke strengere enn at det kreves sannsynlighetsovervekt for at bruken ikke har hatt et tilstrekkelig omfang til at arealet er lovlig reindriftsareal.

       Spørsmålet i vår sak er dermed om grunneierne har sannsynliggjort at Essand og Riast/Hylling reinbeitedistrikter ikke har rett til beite for rein i tvisteområdene.

Andre rettslige utgangspunkter

       Reindriftsretten er en selvstendig rett hvor rettsgrunnlaget er alders tids bruk. Det er tale om en rett, ikke bare om tålt bruk. Rettens nærmere innhold reguleres i reindriftsloven kapittel III.

       Reindriftsloven § 9 fastslår at retten til å utøve reindrift omfatter både beiterett og flere tilknyttede rettigheter, som rett til å anbringe anlegg som trengs til reindriften, rett til brensel og trevirke mv. Når beiterett er ervervet ved alders tids bruk, vil dette som alminnelig regel medføre at samene også har ervervet de tilknyttede rettighetene. Saken er imidlertid bare reist med påstand om at samene ikke har rett til reinbeite på privat grunn i Selbu. I fortsettelsen forholder jeg meg til påstanden og bruker stort sett formuleringen beiterett.

       Rettserverv ved alders tids bruk hviler på tre elementer: Det må foreligge en viss bruk, som må ha funnet sted i lang tid, og ha skjedd i god tro. Man har imidlertid ikke faste kriterier ved avgjørelsen om de enkelte vilkår er oppfylt. Brækhus/Hærem: Norsk Tingsrett side 610 fremhever at vilkårene ikke er uavhengige - «en kan for eksempel slappe noe på kravene til tiden, dersom bruksutøvelsen har vært mer markert og omvendt, og for det annet tas det også hensyn til andre momenter som for eksempel rettighetens art og kvalitet, hvor tyngende den er for den tjenende eiendom og hvor nødvendig den er for den eller dem som påstår å ha retten». Dette er etter min mening en dekkende beskrivelse.

       Dette ervervsgrunnlaget er aktuelt i mange forhold. Og som det fremheves i sitatet foran, må det blant annet legges vekt på «rettighetens art». Da vår sak gjelder beiterett for rein, må det tas hensyn til de særlige forhold innen reindriften. Dette ble også understreket av Lappekommisjonen, jf. innberetningen side 42 første spalte. Det er også lagt til grunn i rettspraksis, jf. således Rt 1985 532, Mauken-dommen. Kravene må tilpasses samenes og reinens bruk av området. Det må tas hensyn til at samene har hatt en nomadisk livsform. Momenter som har vært fremhevet for andre beitedyr, kan ikke uten videre overføres til reinbeite. Disse forhold må trekkes inn i vurderingen.

       Av konkrete momenter fremhever jeg særlig at reindriften er svært arealkrevende, og at arealbruken varierer fra år til år avhengig av vær, vind og beitenes beskaffenhet. Det kan således ikke kreves at reinen har beitet i et bestemt område hvert år. Både av denne grunn og på grunn av samenes nomadiske livsform kan avbrudd ikke hindre rettserverv selv om det har hatt atskillig lengde. I denne sammenheng nevner jeg at i Mauken-dommen ble reindriften ansett å ha erstatningsrettslig vern selv om den siden begynnelsen av 1920-tallet ikke hadde vært utøvd i området i over en mannsalder. Men ved avbrudd må det kreves en lengre samlet tidsperiode.

       Konsekvensen av at det tas hensyn til reinens natur, er at det må legges vekt på beitemønsteret. Reinen tar store områder i bruk, og omgivelsene, topografi, næringsforhold, vær og vind mv. avgjør områdebruken. Et typisk beitemønster er at den streifer. At reinen har visse kjerneområder for for eksempel kalving, betyr ikke at bruksområdet ikke er betydelig større. Rettserverv kan dermed ikke være avskåret utelukkende fordi det er såkalt «streifbeiting» som har funnet sted.

       De to distriktene brukes til vår-, sommer- og høstbeite, og intensiteten i bruken av de ulike områdene varierer i løpet av sesongen. I tvisteområdene er det primært tale om vår- og høstbeite. Men heller ikke i disse periodene blir hele området like mye brukt. Dette er særlig aktuelt for de vestre delene av tvisteområdet i Essand, hvor distriktet også omfatter betydelige jordbruksområder både i Øverbygda og Innbygda og ned mot Selbusjøen. Grunneiernes aktivitet her demper reinens bruk av de områdene som ligger nærmest bebyggelse og innmark. Dette reiser spørsmålet om det i denne randsonen for reinbeitingen kan være grunnlag for å lempe noe på kravene for rettserverv ved alders tids bruk. Dette kommer jeg tilbake til.

       For Høyesterett har samene som nevnt også påberopt seg Norges folkerettslige forpliktelser overfor urfolk. For det første har de vist til FN-konvensjonen om sivile og politiske rettigheter av 16. desember 1966 hvor artikkel 27 i norsk oversettelse lyder:

       «I de stater hvor det finnes etniske, religiøse eller språklige minoriteter, skal de som tilhører slike minoriteter ikke nektes retten til, sammen med andre medlemmer av sin gruppe, å dyrke sin egen kultur, bekjenne seg til og utøve sin egen religion, eller bruke sitt eget språk.»

       Etter lov av 21. mai 1999 nr. 30 om styrking av menneskerettighetenes stilling i norsk rett (menneskerettsloven) § 2 gjelder denne bestemmelsen «som norsk lov», og skal «ved motstrid gå foran bestemmelser i annen lovgivning», jf. lovens § 3.

       Videre har samene vist til ILO-konvensjon nr. 169 om urbefolkninger og stammefolk i selvstendige stater, vedtatt på den 76. internasjonale arbeidskonferanse i Geneve, 1989, som Norge har ratifisert, og som trådte i kraft 5. september 1991. Konvensjonens artikkel 14 nr. 1 fastsetter i norsk oversettelse:

       «Vedkommende folks rett til å eie og besitte de landområder der de tradisjonelt lever, skal anerkjennes. Når forholdene tilsier det, skal det treffes tiltak for å sikre vedkommende folks rett til å bruke landområder der de ikke er de eneste som lever, men som de tradisjonelt har hatt tilgang til for sitt livsopphold og sin tradisjonelle virksomhet. I denne sammenheng skal det legges spesiell vekt på situasjonen for nomadiske folk og personer som driver flyttejordbruk.»

       Det er bestemmelsens annet punktum som påberopes i denne saken.

       Historikerne er uenige om samene kom til de indre delene av Sør-Trøndelag før eller etter at bøndene hadde ryddet sine gardsbruk der. Denne diskusjonen har ingen betydning for spørsmålet om samene kan påberope seg den aktuelle bestemmelsen også i Selbu. Artikkel 1 nr. 1 bokstav b fastslår i norsk oversettelse at

       «Denne konvensjonen gjelder for:
       ...
       folk i selvstendige stater som er ansett som opprinnelige fordi de nedstammer fra de folk som bebodde landet eller en geografisk region som landet hører til da erobring eller kolonisering fant sted eller da de nåværende statsgrenser ble fastlagt, og som - uansett deres rettslige stilling - har beholdt alle eller noen av sine egne sosiale, økonomiske, kulturelle og politiske institusjoner.»

       Det er ikke tvilsomt at samene etter denne definisjonen har status som urfolk i Norge, og at våre folkerettslige forpliktelser overfor dem etter konvensjonens artikkel 14 også gjelder i Sør-Trøndelag.

       Jeg finner det ikke nødvendig å gå nærmere inn på de to konvensjonene, forholdet mellom dem og anvendelsen i tvister mellom private parter. Slik jeg ser det, er de norske rettsreglene om alders tids bruk, basert på tradisjonelle norske rettskilder og med den tilpasningen som må gjøres for reindriften, tilstrekkelige til å begrunne beiterett i tvisteområdene.

       På grunnlag av disse rettslige utgangspunktene skal jeg se nærmere på tvisteområdene innenfor hvert av de to reinbeitedistriktene. Da Lappekommisjonens utsagn om hvor samene «efter gammel Sædvane» hadde søkt «Tilhold og Bete» står sentralt i saken, drøfter jeg først hvilken vekt kommisjonens utsagn skal tillegges.

Generelt om betydningen av Lappekommisjonens innberetning

       Lappekommisjonen utførte et grundig arbeid og samlet inn et betydelig materiale. Ved sine vurderinger hadde den en helt annen nærhet til bevisstoffet enn vi har i dag. Og i motsetning til Høyesterett hadde den foretatt befaring og mottatt forklaring direkte fra en rekke personer med kunnskap om reindriften før 1890. Disse forklaringene er viktig bevisstoff.

       Men da en rekke forklaringer er protokollert, har vi grunnlag for å etterprøve kommisjonens konklusjoner. Forklaringene ble etterpå ført inn i forhandlingsprotokollen, og ble oversendt departementet. De er senere transkribert og bearbeidet av universitetsbibliotekar Anders Løøv.

       Ved vurderingen av kommisjonens konklusjoner må det tas hensyn til at den også må ha mottatt opplysninger som ikke er protokollert, og at den ved sine reiser og befaringer mottok inntrykk som Høyesterett ikke kan ta del i. Men jeg legger til grunn at de viktigste forklaringene ble protokollert.

       Det bør nevnes at enkelte utsagn i innberetningen indikerer at kommisjonen delte et utbredt syn i samtiden på verdien av samisk reindrift. I innberetningen på side 33 annen spalte drøftes reindriften fra et økonomisk synspunkt. Her heter det at selv om den ikke vil kunne «paaregne mange Forsvarere for sin økonomiske Berettigelse», må samenes rettigheter respekteres. Deretter uttales det:

       «Men ogsaa naar man skal veie Lappernes og de Fastboendes gjensidige Rettigheder og Forpligtelser mod hinanden, kan man ikke glemme deres Næringsveies forskjellige Vilkaar, og at Jordbrugeren under det flittige og møisommelige kultiverende Arbeide ofte er paalagt store Tyngsler og Byrder, medens Lappen, hvis Tilværelse vexler mellem Strabadser og Dovenskab, som Regel gaar ganske fri for saadanne.»

       Jeg påpeker også at kommisjonen ikke hadde samisk representasjon. Og da den ble utvidet i 1891, var det ytterligere en bonde som kom inn. I dag ville det ha vært utenkelig at samene ikke var representert i en tilsvarende kommisjon. Hovedtyngden av de protokollerte forklaringene er dessuten avgitt av fastboende.

       Topografien står sentralt ved vurderingen av hvor reinen har beitet, og den kan vurderes like godt i dag. Bøndenes bruk av tvisteområdene er imidlertid en annen i dag enn på 1800-tallet. Forskjellen består særlig i to forhold: For det første er en del arealer som tidligere var utmark eller skog, i dag dyrket mark, slik situasjonen for eksempel er i Nekåbjørga i Riast/Hylling. Isolert sett taler dette for at reinen på 1800-tallet i større grad enn i dag kan ha beitet på privat grunn i Selbu. Det andre forholdet er at det på 1800-tallet, og for så vidt også langt inn på 1900-tallet, foregikk en relativt aktiv setring og bruk av utmarksslåtter. Dette kan på sin side umiddelbart synes å tale for at reinen holdt seg mer borte fra privat grunn. Jeg kommer tilbake til dette.

       Grunneierne har anført at reinen var tammere på 1800-tallet, og at den ble bedre gjetet enn i dag. Arealbruken må dermed ha vært mindre, og Lappekommisjonens utsagn må leses mot denne bakgrunn. Anførselen har nær tilknytning til at samene på denne tiden melket reinen, og at gjetingen skal ha blitt dårligere da de noe senere gikk over til ren kjøttproduksjon. Etter min mening har dette begrenset betydning ved vurderingen av hvilken vekt som skal legges på kommisjonens utsagn om hvor samene hadde søkt «Tilhold og Bete». Jeg kommer nærmere tilbake også til dette spørsmålet.

       Min konklusjon er at det materialet Lappekommisjonen etterlot seg, sammenholdt med topografi, reinens natur mv., gir et godt grunnlag for å etterprøve Lappekommisjonens standpunkter.

Særlige metodespørsmål

       I saker av denne art står man overfor et særlig metodespørsmål: Ut fra sin økonomiske tilpasning og sosiale struktur hadde ikke reindriftssamene noe sterkt behov for å ta skriftspråket i bruk, jf. Pareli og Severinsen: Noen metodeproblemer i sørsamisk historieforskning, trykt i Ottar nr. 116-117 side 29-37 på side 30. På den annen side hadde selvsagt samene, i likhet med de fastboende, muntlige overleveringer. Slike overleveringer må vurderes nøye, men kan ikke generelt avvises. Og dersom de støttes av andre opplysninger, kan de få økt vekt.

       Videre viser jeg til at da samene var nomader og stort sett brukte organiske materialer som går i forråtnelse, vil det også kunne være vanskelig å finne fysiske spor etter reindriften.

       Disse forhold tilsier varsomhet med å trekke slutninger av at man mangler konkrete opplysninger om samenes tilstedeværelse i et område. Dette gjelder ikke minst i Selbu hvor undersøkelsene etter samiske kulturminner har hatt et svært beskjedent omfang.

       Det må også tas hensyn til at det i kommunikasjon mellom nordmenn og samer kan oppstå misforståelser fordi språklige og kulturelle forskjeller kan medføre at man oppfatter hverandre på en uriktig måte. Dette fremheves også i nyere offentlige utredninger om domstolsorganisasjonen, jf. for eksempel St.meld.nr.23 (2000-2001) side 78 første spalte.

Riast/Hylling reinbeitedistrikt

       Lappekommisjonen kom som nevnt til at samene «efter gammel Sædvane» ikke hadde søkt «Tilhold og Bete» i den del av dette distriktet som ligger i Selbu kommune, jf. innstillingen side 29 annen spalte. Spørsmålet blir dermed om den hadde dekning for dette utsagnet, og i så fall om samene ikke har beiterett her.

       Om samenes bruk av tvisteområdet uttaler kommisjonen på side 10 første spalte:

       «I den Del af Selbu (Hovedsognet), som ligger vestenfor denne Grændse [ dvs. vest for grensen mot Tydal ] , altsaa søndenfor Nea og Selbusjøen, vides derimod Lapperne ikke at have Gammer eller Tilholdssteder til Benyttelse om Sommeren. Rensdyrene har dog, fornemmelig i den senere Tid og uden Bevogtning, under Betningen oftere streifet over nævnte Sognegrændse og er saaledes specielt komne hen til Bukhammerfjeldet [ i sørøstlige hjørne av tvisteområdet ] og undertiden til Bringen Fjeld [ i sørvestre hjørne ] , ... Dersom Renen under Betningen om Sommeren er kommen længere Vest, end til Fjeldet Bringen og Egnen nordenfor samme, maa dette ansees som en ren Undtagelse.»

       I Rt 1988 1217, Korssjøfjell-dommen, hvor det bare ble foretatt en beskjeden utvidelse av beiterettens utstrekning i forhold til Lappekommisjonens standpunkt, understreket Høyesterett at kommisjonens grenseangivelse syntes «vel forankret i det underlagsmateriale som kommisjonen hadde fremskaffet». Jeg skal nå undersøke om det samme gjelder i vår sak.

       Tidlig under arbeidet sendte Lappekommisjonen et spørreskjema til ordførerne og lensmennene i de berørte kommunene. Et av spørsmålene var hos hvilke «ældre, lokalkjendte og troværdige Personer formenes Kommissionen for Tilfælde at kunne søge nærmere Oplysninger?». Ordføreren i Selbu oppgav blant annet stiger Erik Næsvold i Tydal. Næsvold forklarte seg for kommisjonen 18. juli 1890. Han var da 76 år gammel, og opplyste at han hadde oppholdt seg i Tydal hele sitt liv slik at han «lige fra Barnsbeen af [ hadde ] Kjendskab til Lappeforholdene i Distriktet». Fra den første tiden han kunne huske hadde det vært to lag samer i Tydal, «Holmlaget» som holdt til vest for Tya og Stugusjøen, mens det andre laget «Kantlaget» holdt til på østsiden. Videre forklarte han:

       «Holmlaget havde Koier ved Grønvolen, Grønsøen, Hultsøen [ Holdsjøen ] , Holta [ Hulta ] , Heina [ Hena ] og ved Ustensøen [ Usmesjøen ] nordenfor Bukhammeren. Paa disse Steder holdt de til om Vaaren, Sommeren eller om Høsten, og er alle disse Steder gamle Koiesteder. Det er en Selvfølge, at Reenen har betet adskillig længere vestover ind i Sælbo, uden at jeg bestemt tør angive Grændsen, antagelig kan de have gaaet saa langt, som der er Fjeld.»

       Jeg bemerker at innholdet i hakeparentesene her og i fortsettelsen, med mindre noe annet fremgår av sammenhengen, er tilføyd av Anders Løøv.

       Av de koietomtene Næsvold beskrev, ligger Usmesjøen i grensen mellom Tydal og tvisteområdet - litt nærmere Bukkhammeren enn Nea. De øvrige ligger i ulik avstand sørøst for tvisteområdet.

       Neste dag, 19. juli 1890, avhørte kommisjonen bonde Lars Løvøen som bodde noe nordvest for Stugusjøen. Løvøen var 51 år gammel. Han kunne i det alt vesentlige tiltre Næsvolds forklaring, og opplyste at han om den eldre tid baserte seg på hva hans avdøde far og andre gamle folk hadde fortalt. I en periode på 20 år fram til ca 1885 hadde han selv eid rein, og han mente at han hadde atskillig erfaring med reindrift. Også Løvøen kom inn på beitingen i tvisteområdet:

       «Om end Lapperne ikke har pleiet at sidde i den omhandlede vestre Strækning længer mod Nord end til Ustensøen [ Usmesjøen ] , har dog Renen efter gammel Brug gaaet videre og specielt har de betet i Bringen og deromkring, og er til dels kommen til Reenfjeldet. Jeg antager derfor, at gammel Brug vil føre did, at Grændsen for Lappetrakten maa strækkes noget udenfor eller længere mod Nordvest [ F.p. Nordøst ] end Sognegrændsen mellem Tydalen og Sælbo. Den yderste Grændse, hvorom det kan være Spørgsmaal maa dog være over Reenfjeldet. Hvorvidt Renen søger hen til Reenfjeldet om Sommeren beror væsentlig paa Sommerens Beskaffenhed.»

       Forkortelsen F.p. i hakeparentesen betyr ifølge Løøv at det er avvik mellom den protokollerte forklaringen og det som senere er ført inn i forhandlingsprotokollen. I dette tilfellet er det åpenbart nordvest som er det korrekte.

       Løvøens forklaring ble samme dag forelagt for Næsvold. Det er protokollert at han hadde «intet væsentligt at bemærke saavidt betræffer de deri givne faktiske Oplysninger».

       Videre nevner jeg at kommisjonen 21. juli 1890 avhørte John Pedersen Uthus, 58 år gammel, som var kårmann på garden Uthus ved Nea i nordre kant av tvisteområdet i Riast/Hylling omtrent midt mellom Selbus grense mot Tydal og vestgrensen for tvisteområdet. Uthus opplyste at han var født på Stranden ved Selbusjøen, men at han de siste 33 årene hadde bodd på Uthus. Han må med andre ord ha kommet dit i 1857, og han forklarte at han «for denne Tids Vedkommende» hadde «Kjendskab til Lappeforholdene her i Sælbo». Deretter heter det i hans forklaring:

       «I den første Tid kom Reen ofte særlig om Vaarene lige ned til Gaardens Indmarker og gjorde Skade, men i de senere Aar, specielt i de sidste 10 Aar har dette ikke hændt. Derimod er Reensdyrene komne paa Sætervoldene. Siden Niels Bull flyttede, har man dog ikke været saa udsat for Reensdyrene paa østre Side af Nea, hvorimod Skaden og Ulemperne er følt paa den vestre Side. Paa denne Side er nemlig i den senere [ F.p.: sidste ] Tid megen Reen særlig om Vaaren, medens dette ikke var Tilfældet i de første Aar han var paa Uthus. Reensdyrene kommer nu paa Vestsiden undertiden lige ned til Elven (Nea). Reensdyrene holder meget til omkring Bringen Fjeld, hvor der er Sætre paa hvis Volde Reensdyrene oftere har gjort Skade, ligesom paa Høstakker og mest paa disse Uden at have specielt Kjendskab dertil antager han sandsynligt, at Dyrene ere komne i Sommerbeite lige ned til Reensfjeldet, og at Skade er tilføiet paa Vestsiden af Nea og Sælbosøen saalangt Sælbo strækker.»

       Niels Bull, som Uthus omtaler, holdt fram til ca 1883 for en stor del til i Roltdal statsallmenning nord for Flora.

       Kommisjonen tok den 29. juli 1890 også opp forklaring av samen Ole Andersen Kant, som var født i 1815. På dette tidspunktet hadde han ikke lenger rein, men ernærte seg av fiske i Essandsjøen. Enkelte somre hadde han beitet vest for Stugusjøen, og han hadde vært til Heinadalen, som ligger et stykke øst for tvisteområdet. Han forklarte at

       «... dog kunde mine Dyr komme til Bukhammeren enkelte Gange. Saaledes kjender jeg ikke til, at Bringen og Strækningen om Reenfjeldet skal være bleven benyttet til Sommerbetning for Reen.»

       Ved vurderingen av Kants forklaring er det et viktig moment at han tilhørte hva Næsvold omtalte som «Kantlaget», slik at han må ha hatt bedre kjennskap til forholdene i nåværende Essand enn i Riast/Hylling.

       Kommisjonen kan nok også ha mottatt opplysninger som ikke er protokollert. Men det må som nevnt legges til grunn at de vesentligste forklaringene ble protokollert. Og det er klare forskjeller mellom kommisjonens beskrivelse og det protokollerte. Det er vanskelig å forene kommisjonens utsagn om hvor reinen hadde beitet, med hovedinntrykket av de forklaringene som er sitert foran.

       Når kommisjonen uttaler at den omtalte beitingen «fornemmelig» har skjedd «i den senere Tid», kan det synes som om den spesielt har festet seg ved Uthus forklaring. Men han forklarte at reinen holdt «meget til omkring Bringen Fjeld», mens kommisjonen uttaler at reinen «undertiden» hadde kommet dit. En tilsvarende forskyvning synes for øvrig også å ha skjedd i kommisjonsformann Bergs uttalelse til departementet da han ble bedt om å uttale seg om nordvestgrensen for Riast/Hylling. Han uttalte da at reinen under beitingen «kun undtagelsesvis [ hadde ] streifet ind fra Tydalen under Beitningen, specielt en og anden Gang til Fjeldet Bringen», jf. Departements-Tidende 1894 side 535.

       Det er også vanskelig å forene kommisjonens utsagn om at reinen «fornemmelig» i den senere tid spesielt er «komne hen til Bukhammerfjeldet», med det materialet den hadde: Under omtalen av når samene kom til Tydal, som jeg kommer inn på ved behandlingen av tvisteområdet i Essand, bygget kommisjonen på Yngvar Nielsens fremrykningsteori. I den artikkelen hvor Nielsen fremsatte denne teorien, viser han blant annet til en reisebeskrivelse av Gerhard Schøning fra 1773:

       «Da Gerhard Schøning (Reise gjennem en Deel af Norge, I, s. 95) i 1773 bereiste Tydalen, var der også lapper på Bukhammeren, et fjeld, som ligger mellem det nævnte dalføre og Guldalen. Dette betragtedes da som deres vigtigste tilholdssted.»

       Yngvar Nielsens gjengivelse av Schøning er muligens ikke helt presis, og er kanskje litt overdrevet, jf. 1910-utgaven av Schønings verk side 62. Men med den tillit som kommisjonen for øvrig synes å ha hatt til Nielsen, er det påfallende at den ikke synes å ha lagt vekt på hva han skrev om Bukkhammeren. Dette gjelder enda mer når Næsvold, bekreftet av Løvøen, beskrev Usmesjøen som et av de «gamle Koiesteder».

       Når forklaringene sammenholdes med topografien i området, svekkes kommisjonens beskrivelse av samenes bruk av tvisteområdet ytterligere: Deler av tvisteområdet ligger langt nede i Neadalen like før dalføret snevrer kraftig inn før det igjen åpner seg like før elven Rotlas utløp i Nea. De nederste områdene mot Nea ligger ca 300 meter over havet, slik at våren kommer tidligere der enn lenger inne i landet. Nekåbjørga, som i dag er et viktig jordbruksområde i tvisteområdet, ble dessuten først i 1935 kjøpt av Sør-Trøndelag fylke og lagt ut til tolv bureisningsbruk. På 1800-tallet var det med andre ord langt mindre dyrka mark i området. For meg virker det lite sannsynlig at reinen bare tok deler av tvisteområdet i bruk. Dette bestyrkes av at Næsvold, med bekreftelse fra Løvøen, som nevnt forklarte at Usmesjøen var et gammelt koiested. Med reinens beitemønster ligger hele tvisteområdet i rimelig nærhet til dette koiestedet.

       Min konklusjon er at de opplysningene Lappekommisjonen hadde, sammenholdt med topografi, reinens natur og beitemønster mv. viser at samene i alders tid mest sannsynlig har benyttet hele området til beite, og at det ikke var grunnlag for kommisjonens begrensning i beskrivelsen av beitingen. Når den likevel ikke inkluderte området i sin angivelse av hvor samene «kan antages efter gammel Sædvane at have søgt Tilhold og Bete», kan dette også skyldes at den bygget på en rettsoppfatning som jeg ikke kan dele. Kommisjonens formulering «Tilhold og Bete» kan forstås slik at den forutsatte at formuleringen «efter gammel Sædvane hidindtil have søgt hen» i felleslappeloven § 3 krevde at begge vilkår var oppfylt. Men i så fall ville man avskjære store arealer som har vært benyttet og er nødvendige for reindriften. Og man ville stille andre og strengere krav enn hva som gjelder for andre beitedyr.

       Jeg er etter dette kommet til at de opplysningene Lappekommisjonen hadde, sammenholdt med topografi mv., medfører at det allerede i 1892 kunne konkluderes med at samene i henhold til alders tids bruk hadde beiterett i hele tvisteområdet. Dette standpunktet bestyrkes av senere opplysninger.

       Da jeg har funnet tilstrekkelig grunnlag for min konklusjon allerede i det materialet Lappekommisjonen hadde, nøyer jeg meg med å nevne at i 1973 la Fagutvalget for jord-, skog- og utmarksnæringer oppnevnt av Regionplanrådet for Fjellregionen i Sør-Trøndelag fram en utredning om dette området. Innledningen viser at meldingens formål var å oppnå økt interesse for reindriften, og reindriftsområdet ble foreslått utvidet, jf. utredningen side 27. Utvalgets medlemmer var fylkesagronomen, fylkesskogmesteren, herredsagronomen i Støren, herredsskogmesteren i Selbu og den lokale lappefogden. På et kart i utredningen er hele tvisteområdet tegnet inn som kalvingsland, og på et annet kart er det oppgitt som beiteområde fra april til november.

       Jeg peker også på reindriftsagronom Slettens votum i herredsretten som jeg kommer tilbake til senere i mitt votum.

Essand reinbeitedistrikt fram til 1892 - forklaringene for Lappekommisjonen

       I dette distriktet kom som nevnt Lappekommisjonen til at samene «efter gammel Sædvane» hadde søkt «Tilhold og Bete» i Roltdal statsallmenning. Under henvisning til dette har grunneierne anført at Essand ikke har beiterett på privat grunn i Selbu - med andre ord i området fra statsallmenningen vestover til Selbusjøen.

       Om samenes bruk i dette området uttaler kommisjonen i innberetningen side 9-10:

       «Medens Lapperne har pleiet at streife om overalt paa Fjeldstrækningerne i Tydalen, har de derimod i Selbu kun søgt Tilhold og Renbete paa de Meraker og Tydalen nærmest tilgrændsende Trakter og fornemmelig holdt sig inden den i Selbu langs Amtsgrændsen liggende Rotladalens Statsalminding ... I denne har de havt Gammer paa forskjellige Steder, saasom ved Kvityttan, ved Kværnfjeldsvandene, ved Sprøiten, i Bratslaatshøgda, ved Drøia, nordenfor Melshogna og i Rotladalen, paa hvilket sidste Sted de fornemmelig har holdt til om Vaaren. ... ihvorvel Lapperne saa at sige har regnet Almindingen som sit Gebet og ikke anseet sig berettigede til at udstrække Havningen ind paa de private Strækninger vestenfor, saa er dog dette skeet, idet Rensdyrene under Betningen har trukket vestover og derunder tilføiet Skade paa Sætervolde, Slaatter og Høstakker, navnlig om Vaaren, da det har hændt, at de er komne lige ned til Bygden omkring Hovedkirken ved Selbusjøen.»

       Som svar på kommisjonens spørsmål om lokalkjente og troverdige personer i Selbu, oppgav ordføreren Thomas P. Kallar og Ingebrigt Flønæs d.e.

       Kallar forklarte seg 28. juli 1890. Han var da 72 år gammel, og opplyste at han var husmann under garden Kallar i Selbu hvor han hadde bodd hele sitt liv. Kallar ligger i den øvre del av Øverbygda - et stykke nordvest for Rotlas utløp i Nea. Han forklarte:

       «Allerede i min Ungdom hørte jeg Tale om, at Lapper med Reensdyr har holdt til fra tidligere Dage i Sælbo og navnlig i Tydalen. Da jeg gjætede som ung Gut (11 Aar gammel), saa jeg Lappekoier i Rotladalen og mellem Fongene og Ruten, og var disse Koier til den Tid i Brug af Lapperne. Saavidt erindres var det fornemmelig om Vaaren, at de holdt til i Rotladalen og forvoldtes der da, ligesom i den senere Tid oftere Skade, paa Sætervoldene ved Reensdyrenes Betning. I min Ungdom saa jeg ikke Koier paa andre Steder end nævnt, men senere har jeg seet eller paa anden Maade erfaret, at der er eller har været Koier paa de fleste af de Steder, som Niels Bull har opgivet, og som ligger i Sælbo Alminding. ... De af Niels Bull opgivne Steder i denne Strækning antages saaledes samtlige at ligge i Almindingen, udenfor hvilken Lapperne efter min Mening ikke have troet sig til at vælge Tilholdssteder eller Koietomter. Lapperne have ligesom regnet Almindingen som sit Gebet. [ Foregående setning er i F.p. understreket ] Saaledes har Flere af dem udtalt sig. Men selvfølgelig er Reensdyrene under Betningen gaaet meget længere mod Vest end Almindingen. Om Vaaren kan det have hændt, at Reensdyr ere komne lige ned [ F.P: IND ] i Bygden heromkring Hovedkirken, men dette er dog undtagelsesviis ... .»

       Som det fremgår av sitatet, er setningen «Lapperne have ligesom regnet Almindingen som sit Gebet» understreket i forhandlingsprotokollen. Dette indikerer at kommisjonen merket seg denne setningen - noe som styrkes av at den nesten ordrett er gjengitt i dens innberetning, jf. sitatet foran. Men i fortsettelsen er det et betydelig sprik mellom kommisjonens beskrivelse og Kallars forklaring. Kommisjonen uttaler at samene ikke har «anseet sig berettigede til at udstrække Havningen ind paa de private Strækninger vestenfor», mens Kallar forklarte at «selvfølgelig er Reensdyrene under Betningen gaaet meget længere mod Vest end Almindingen». Denne forskjellen kan skyldes at kommisjonen ikke regnet beiting alene som tilstrekkelig for rettserverv. Dette er som allerede påpekt i tilfelle uriktig.

       Kallars forklaring ble bestyrket i et møte Lappekommisjonen den 24. september 1890 holdt med enkelte sentrale personer i Selbu. Ingebrigt Flønæs d.e., som ordføreren hadde oppgitt som en lokalkjent og troverdig person, var til stede på dette møtet. Han var 71 år gammel, og han fikk opplest Kallars forklaring. I tilknytning til dette er følgende protokollert i møteprotokollen:

       «Ingebrigt Flønæss den Ældre fandt Intet at bemærke ved Thomas Kallars Erklæring af 28de Juli d.A., som oplæstes. Han bemærkede, at han er af den Formening at Dyrenes Tal er voxet. I tidligere Dage var der vistnok flere Lapper end nu, men det var sjælden, at Nogen havde saamange Dyr som nu Enkelte har.»

       Flønæs hadde med andre ord ingen bemerkning til Kallars utsagn om at beitingen «selvfølgelig» strakk seg lenger vest enn allmenningen. Og for egen del forklarte han at han hadde hørt «at Reensdyrene ere komne under Betning paa forskjellige Sætervolde østenfor Indbygden i Sælbo lige indtil en Fjerdings Vei fra Bygden». Det er i det hele ikke særlig godt samsvar mellom kommisjonens faktumbeskrivelse og disse to forklaringene.

       Spørsmålet blir da: Hadde kommisjonen støtte for sin beskrivelse i de øvrige forklaringene?

       En tredje fastboende som forklarte seg om forholdene i Selbu, var stasjonsmester på Reitan jernbanestasjon, Albert Christian Schive. Han forklarte seg 12. september 1889. På dette tidspunktet var han 45 år. Schive hadde fra 1851 til 1877 bodd i Selbu hvor hans far var lensmann. Fra 1870 til 1874 hadde han assistert sin far, og etter farens død i 1874 var han konstituert lensmann i ni måneder. I disse posisjonene hadde han kommet «i adskillig Berørelse med Lapperne». Schive omtaler at det i Selbu og Tydal var to lag samer hvorav det ene laget var

       «... de saakaldte Fjeldlapper ved Vatna [ St. og L. Kvernfjellvatnet ] (Hvidtyten) [ = Kvityten ] i Sælbo. Disse havde Koier ved Hvidtyten og en mindre Beitesmark paa Sælboes Grund, men søgte for det Meste over til Meraker, hvor de holdt til specielt om Vinteren ... og jeg kjender heller ikke til, hvorledes det forholder sig med Tilstedeværelse eller Tilhold af Flyttlapper og disses Forhold i Sælbo og Tydalen fra gammel Tid af men blev saavel Østbytrakten eller rettere Essandtrakten og Vatnatrakten [ Vatna = St. og L. Kvernfjellvatnet ] omtalt og anseet som gamle Lappetrakter for norske Lapper.»

       Lappekommisjonens beskrivelse samsvarer nok bedre med Schives forklaring, men han hadde ikke samme erfaringsbakgrunn som Kallar og Flønæs d.e. Schive omtaler området ved Kvernfjellvatna - i statsallmenningen like øst for tvisteområdet - som «gamle Lappetrakter». Dette kommer jeg tilbake til.

       Det er også protokollert forklaringer avgitt av to samer, Niels Bull og Jacob Jacobsen. Bull forklarte seg 19. september 1889. Kommisjonen var dermed kjent med hans forklaring da den året etter mottok forklaring fra Kallar og Flønæs d.e. Da Bull forklarte seg, hadde han forlatt Roltdalen og hadde oppholdt seg i Hesjedalen i nåværende Holtålen kommune de siste seks årene. Bulls far var født i Overhalla, men han flyttet derfra sammen med John Johnsen, Jacob Jacobsens bestefar. Det er uklart når Bulls far for første gang tok opphold i Roltdalen - antakelig skjedde det først på 1850-tallet. I forklaringen kom Bull inn på hvor han og hans far hadde hatt gammer:

       «1. Grønlien [ F.p.: Granlien) i Nærheden af Sillertjernene [ Sildretjørnin ] søndenfor Sonvandene (først om Vaaren), 2. mellem Sonvandene, en på hver side af disse, 3. ved Skreivandene [ Skrøytjørnin ] , 4. i Fonfjeldet søndenfor Gudaa Station i Meraker 5. ved Volakleptjernene [ Store og Lille Klepptjørna ] søndenfor Volakleppen [ Vålåkleppen ] , 6. paa nordre Ende af Nautfjeldet 7. paa østre Side af samme Fjeld, 8. i Haarraadalen, strax ovenfor Damtjernene, 9. i Saufjeldet i Sydøst for Nautfjeldet 10. Kvitytan ved Kværnfjeldvandene i Vest for samme Fjeld 11. i Høistakken 12. i Knippen [ Solemsknippen ] søndenfor og mellem Kværnfjeldvandene 13. i Sprøitfjeldet [ Sprøyten ] , Sydøst [ I forhandlingsprotokollen endret til: sydvest ] for Nautfjeldet 14. ved Rimsøen eller Kroksøen nordenfor Bratslaathøgda [ Brattslåtthøgda ] , i Sydvest for Sprøitfjeldet 15. ved Fagerelven [ Fagermoa ] 16. ved Rotlaelven paa Sydøstsiden af Sprøitfjeldet 17. ved Stuthøgden østenfor Volakleppen, 18. i Fjældet Lillefongen [ Litlefongen ] paa Vestsiden, Syd for Sprøitfjeldet [ Sprøyten ] , 19. i Vægskaret imellem Ruten og Melshogna 20. ved Drøia Elv ikke langt fra Røsetvolden 21. ved Graavandene [ Gråvatnet ] i Nærheden af Varhaugene [ Øst Gråvatnet Hegra/Selbu vestenfor Hævla [ Hevla ] . Yderpunkterne for den Strækning, hvorpaa der beitedes fra disse Gammesteder kunne være fra Vest til Øst 3 til 4 Mile og fra Nord til Syd ca 2 Mile.»

       Bull opplyste videre at hans flokk hadde økt fra 40 i 1870 til ca 400 i 1889.

       Av de gammestedene Bull oppgav, ligger i alle fall ti i statsallmenningen - nærmere bestemt nr. 10-16 og 18-20. Gammene er spredt ut over hele allmenningen, og nr. 11, Høystakken, er et grensepunkt mellom allmenningen og tvisteområdet. Høystakken ligger for øvrig like vest for Kvernfjellvatna, som Schive beskrev som «gamle Lappetrakter». Nr. 10, «Kvitytan», og nr. 12, «Knippen», ligger også i dette området. Videre nevner jeg at nr. 21 ligger i grenseområdet mellom Selbu og Stjørdal - omtrent midt mellom allmenningens og reinbeitedistriktets vestgrense.

       Etter min vurdering er det godt samsvar mellom Bulls og Kallars forklaring. Bull forklarte at beitingen strakk seg «fra Vest til Øst 3 til 4 Mile» bort fra gammestedene, og Kallar forklarte at den «selvfølgelig» strakk seg «meget længere mod Vest end Almindingen».

       Jacob Jacobsen forklarte seg samtidig med Niels Bull. Jeg kan ikke se at hans forklaring inneholder nevneverdig av interesse for denne saken. Mitt inntrykk er at han og hans familie før flyttingen generelt oppholdt seg noe lenger øst og dessuten i Tydal. Men han opplyste at også de hadde brukt flere av de gammestedene i allmenningen som Bull hadde brukt.

       For å oppsummere så langt: Lappekommisjonen hadde etter min mening ikke tilstrekkelig grunnlag i disse forklaringene for at samene ikke hadde «anseet sig berettigede til at udstrække Havningen ind paa de private Strækninger vestenfor» statsallmenningen. Men da jeg foreløpig konsentrerer meg om hvilke opplysninger vi har, og hvilke slutninger som kan trekkes om samisk reindrift i Selbu, venter jeg med å gå nærmere inn på dette.

Andre opplysninger om bruk i Essand før 1892

       De forklaringene Lappekommisjonen mottok, gav begrensete holdepunkter om den beitingen som hadde foregått i Selbu før 1850. Spørsmålet blir dermed om man på annet grunnlag kan trekke slutninger om dette med sikte på å konstatere alders tids bruk allerede før 1892.

       Innledningsvis i innberetningen drøfter Lappekommisjonen når samene kom til Tydal. Den viser særlig til professor Yngvar Nielsens fremrykningsteori, som ble fremlagt i 1889, og hvor han hevdet at samene i Sør-Trøndelag og Hedmark hadde innvandret fra nord. I innberetningen side 4 uttales det så at «Inden Norge kom saaledes nomadiserende Lapper antagelig noget før Udgangen af det 17de Aarhundrede syd til Tydalen».

       Denne fremrykningsteorien har, etter det jeg har forstått, fortsatt en viss tilslutning blant historikerne. Men jeg er ikke kjent med at noen i dag tidfester ankomsten til Tydal til slutten av 1600-tallet. Grunneiernes private sakkyndige, professor Haarstad, hevder således at samene kom til Tydalsfjellene ca 1620. Ved den videre behandlingen tar jeg utgangspunkt i at samene i alle fall kom til Tydal i begynnelsen av 1600-tallet. Og da Meråker ligger like nord for Tydal, må de, om man bygger på fremrykningsteorien, ha kommet dit minst like tidlig.

       Omtrent ved inngangen til 1600-tallet var det overgangen til tamreindrift fant sted. Dermed hadde den i Tydal en nærmere 300 år lang tradisjon på Lappekommisjonens tid.

       Dette indikerer i seg selv at det lenge før 1850 foregikk reindrift i Selbu både innenfor Riast/Hylling og Essand. Jeg viser til at det for reinsdyr er tale om overkommelige avstander. Da våren, som er en viktig tid for reinen, kommer tidligere i Selbu enn i Tydal, ville det nærmest være påfallende om det ikke foregikk reindrift også i Selbu.

       For Selbu er det fremlagt kirkebøker for 1699-1738 og 1757-1801 samt klokkerboken for 1740-1752. Jeg går ikke detaljert inn på opplysningene i disse bøkene, men nøyer meg med å vise til at Terje Erik Garberg har utarbeidet en rapport for grunneierne om sørsamenes besøk i Selbu kirke fra 1699-1800. Han konkluderer slik:

       «Gjennom kirkebøkene og andre kilder kan vi finne et 50 talls samer - kvinner og menn - som har holdt til her i lengere eller kortere tid på 1700 tallet. Det er vanskelig å finne slektskapsforbindelser mellom dem fordi giftermål og dødsfall sjelden ble ført i kirkeboka, og dåp bare uregelmessig.»

       Hovedtyngden av samer holdt likevel til i Tydal. Hvor mange som holdt til der, kan nok ha variert over tid. Men jeg påpeker at major Schnitlers innberetning om grenseeksaminasjonen i 1742, som både Yngvar Nielsen og Lappekommisjonen la stor vekt på, viser at samene på den tiden hadde et eget samisk rettssamfunn i Tydal hvor de selv avgjorde interne tvister. Dette indikerer at det oppholdt seg en god del samer der på denne tiden. Henr. Kvandahl: Samenes historie II side 214 opplyser således at det i 1734 var 15 samefamilier med 50 personer i Tydal.

       Det er også kilder som gir en klar indikasjon på at samene på Schnitlers tid var delt i to hovedgupper, Saanti sijte, nord for Nea og øst for Essandsjøen, og Gåebrien sijte, sør for Nea og vest for Essandsjøen. Og for Saanti sijte forteller professor Falkenberg i Samiske bruksområder og stedsnavn i Rørostraktene, Samer i sør, Årbok 1982-83 side 68 at han i 1942 hadde en samtale med Lars Jakobsen Nordfjeld. Nordfjeld var født i 1863 og bror av Jacob Jacobsen som forklarte seg for Lappekommisjonen sammen med Niels Bull. Nordfjeld fortalte Falkenberg at samene i Saanti sijte var delt i tre grupper, hvorav den ene, Tjohkeli-saemieh, hadde sine sommerbeiter omkring fjellet Skarven. Skarven ligger i statsallmenningens nordøstre hjørne på grensen mot Meråker og Stjørdal - like nord for Kvernfjellvatna som Schive beskrev som «gamle Lappetrakter». Denne opplysningen støttes også av Bulls forklaring hvor Bull oppgav flere gammesteder nord og øst for Skarven. Videre støttes den av Kallars forklaring om at han allerede i sin «Ungdom hørte Tale om, at Lapper med Reensdyr har holdt til fra tidligere Dage i Sælbo og navnlig i Tydalen». Og den støttes av en opplysning Erik Olsen Langlid d.e., 67 år gammel, gav under møtet Lappekommisjonen hadde i Selbu 24. september 1890:

       «Før 1856 vides Lapper ikke at have havt Tilhold i denne Trakt eller Reensdyr at have færdes der paa Bete, saalænge Folk mindes, men forklarer Erik Olsen videre, at han af sin Bedstefader, som døde 94 Aar gammel for 40 a 50 Aar siden, har hørt fortælle, at Lapper før Bedstefaderens Dage skal have holdt til med sine Reen i omhandlede Trakt. Hans Bedstefader har selv hørt dette berette, men ikke personlig erfaret Noget derom.»

       Ut fra sammenhengen synes «omhandlede Trakt» å referere seg til traktene ved Sonvatna like nord for Skarven og ved Kvernfjellvatna i statsallmenningen.

       Når disse opplysningene ses i sammenheng, er det etter min mening mye som tyder på at det også på 1700-tallet ble drevet reindrift i alle fall i Roltdal statsallmenning. Jeg kommer tilbake til om beitingen strakte seg ut over allmenningen.

       Dersom man bygger på offisielle folketellingsoppgaver, kan de synes å indikere at reindriften i Selbu og Tydal hadde et beskjedent omfang på deler av 1800-tallet. I 1835 er det ikke registrert et eneste reinsdyr, mens det ble registrert 388 i Røros og ett i Stadsbygden. I 1845, første folketelling som inneholder opplysning om antall samer utenfor Finnmark, var det i henhold til folketellingen 44 samer og 2 000 reinsdyr i Selbu og Tydal. Ti år senere, i 1855, var antallet redusert til 14 samer og 491 reinsdyr. Og i 1865 var det ifølge folketellingen fire samer og ingen rein. I 1875 hadde antallet rein økt dramatisk ved at det nå var 1 171 rein, men bare én same.

       Disse folketellingene kan ikke gi et riktig bilde av antallet samer og rein. Jeg nøyer meg med å vise til Niels Bulls og Jacob Jacobsens forklaringer som er omtalt tidligere. Dessuten forklarte Erik Olsen Langlid d.e. at siden 1856 og fram til 1890 hadde det hvert år, i deler av året, holdt til samer ved Kvernfjellvatna.

       De forhold som jeg har fremhevet foran, støttes av en forklaring avgitt 19. juli 1890 av Ole Johnsen Østby, som var 73 år gammel og bodde på Østby i Tydal. Han var et av de vitnene ordføreren oppgav. Om samisk tilstedeværelse uttalte han:

       «Jeg har ikke hørt Andet, end at der fra gammel Tid af har holdt til Lapper med Reensdyr her i Tydalen og Sælbo, uden [ at ] jeg har hørt eller erfaret Noget om fra hvilken Tid det er begyndt. Jeg har tænkt mig, at Lapperne kunde være lige saa oprindelige Indvaanere i Trakten som Bønderne.»

       Som man ser, nevnte Østby Selbu særskilt.

       Forklaringen ble forelagt for Lars Johnsen Østby, som var 74 år gammel, og som bodde samme sted. Også han var oppgitt av ordføreren. Han kunne «i alt Væsentligt tiltræde Ole Johnsen Østbyes foranstaaende Erklæring».

       Etter min mening er det tvilsomt om det i noen lengre periode var avbrudd i reindriften i nåværende Selbu kommune. Jeg minner om at Kallar, som må ha vært født i 1818, forklarte at han gjetet da han var 11 år gammel. Og han forklarte at han da så koier i statsallmenningen, og at det også ble voldt skade på setervollene. Videre forklarte han at de «ældste Lapper som holdt til med Reensdyr her, og som jeg kan mindes, var en Lap ved Navn Klemmet og en af Navn Niels-Jonassen, hvilken sidste ankom i Rotladalen i 1840; videre en Pige ved Navn Litle-Margret samt flere af Familien Kant».

       Min konklusjon er etter dette at mye taler for at samene i alle fall fra langt tilbake på 1700-tallet søkte «Tilhold og Bete» i Selbu. Det kan nok ha vært avbrudd, men neppe så lenge at rettserverv ved alders tids bruk må starte på ny.

Beiting på tvisteområdet i Essand før 1892

       Neste spørsmål blir om det ikke bare ble beitet i statsallmenningen, men også på tvisteområdet. Foreløpig tar jeg ikke stilling til om beitingen hadde et slikt omfang at samene har beiterett i hele tvisteområdet.

       I denne sammenheng viser jeg for det første til de forklaringene Lappekommisjonen mottok, særlig forklaringene fra Bull og Kallar, som trekker i retning av at det ble beitet langt inn på tvisteområdet.

       Fra Bulls forklaring minner jeg særlig om hans opplysning om hvor han hadde hatt gammesteder. I alle fall syv av disse - nærmere bestemt nr. 10-12, 14, 15, 19 og 20 - ligger relativt nær tvisteområdet i nesten hele allmenningens lengde. Når han i tillegg opplyste om gammen «ved Graavandene» i grenseområdet mellom Selbu og Stjørdal, og videre at «Yderpunkterne for den Strækning, hvorpaa der beitedes fra disse Gammesteder kunne være fra Vest til Øst 3 til 4 Mile og fra Nord til Syd ca 2 Mile», må jeg forstå dette slik at han beitet på privat grunn i Selbu, og at beitingen fra det enkelte gammestedet omfattet betydelige områder.

       Grunneierne har imidlertid anført at reinen ble bedre gjetet i melkehusholdningens tid enn etter overgangen til ren kjøttproduksjon, og at arealbruken dermed var mindre på denne tiden enn i dag. Jeg har for så vidt ikke grunnlag for å tvile på at gjetingen var bedre på 1800-tallet enn i dag, men det sentrale spørsmålet er omfanget av samenes og reinens arealbruk.

       I denne sammenheng viser jeg til at klager over mangelfullt tilsyn med reinen er kjent lenge før Lappekommisjonens tid. Til illustrasjon kan nevnes innstillingen fra en komité som ble oppnevnt i 1843 med amtmann Cappelen og prost Rode som medlemmer, og som hadde som mandat, sammen med en svensk komité, å fremme forslag om forandringer i og tillegg til lappekodisillen fra 1751 «forsaavidt angaaer Forholdene med Hensyn til Lapperne i de forenede Riger». I innstillingen heter det blant annet:

       «Det vil lettelig indsees, at en saadan Masse af Reensdyr, som er en Dyreart, der efter dens Natur tiltrænger en omhyggelig Vogter, men i hvilken Henseende Lapperne i større og mindre Grad lade det mangle paa den fornødne Omhue, maae kunde forvolde Rigernes bofaste Indvaanere betydelig Skade paa deres Eiendele ... .»

       Jeg viser dessuten til at to av de vitnene som klaget over problemene ved reindriften i distriktet, primært fremhevet at samene, i tillegg til egen rein, hadde begynt å vokte rein for de fastboende. Dette gjelder for det første for forklaringen fra Erik Næsvold:

       «I tidligere Tider var det alene Lapperne, som havde Reensdyr, men i den senere Tid er ogsaa Bønder eller Fastboende begyndt med at holde Reensdyr, og er denne sidste Brug særlig i de sidste Aar tiltaget stærkt. Dette, at Bønderne holder Reen, tilskriver jeg særlig Skylden for, at Forholdene ved Reensdyrdriften i de sidste Aar har forvoldt saamegen Uleilighed og Misnøie - ved Siden af den Omstændighed, at Lapperne selv har forandret sit Levesæt og ikke længer bevogter eller tæmmer sine Dyr som tidligere.»

       Lars Løvøen fremhevet det samme.

       To andre vitner fremhevet riktignok ikke denne sammenhengen, men Næsvolds og Løvøens forklaringer indikerer i alle fall at det var flere forhold som førte til at reindriften skal ha blitt mer plagsom for de fastboende på slutten av 1800-tallet. Men dersom gjetingen faktisk hadde blitt dårligere på Lappekommisjonens tid, er det likevel vanskelig å se at disse forklaringene kan belyse hvordan overgangen til ren kjøttproduksjon eventuelt påvirket arealbruken. Denne endringen skjedde først rundt og noe etter århundreskiftet, og for Essand foreligger det opplysninger i saken om at melkehusholdningen først opphørte rundt 1920. Forklaringene ble med andre ord avgitt, og er basert på erfaringer, før melkehusholdningen opphørte. Det samme gjelder for Lappekommisjonens egne observasjoner.

       For omleggingens betydning for arealbruken viser jeg også til at det er opplyst at andelen bukker var betydelig større på 1800-tallet enn i dag. Videre ble i alle fall fjorårskalvene ikke melket. Melkingen foregikk dessuten bare i en kortere periode - fra noe før St. Hans og fram til august.

       Forklaringer som ble avgitt til Lappekommisjonen, illustrerer dessuten at reinen også på denne tiden beitet over både korte og lange strekninger. Jeg minner om Niels Bulls forklaring om at det fra hans gammesteder «fra Vest til Øst» kunne beites over «3 til 4 Mile». Videre minner jeg om at Løvøen forklarte at selv om samene i Riast/Hylling ikke hadde «pleiet at sidde» lenger nord enn Usmesjøen, «har dog Renen efter gammel Brug gaaet videre og specielt har de betet i Bringen og der omkring, og er til dels kommen til Reenfjeldet».

       Paul Johnsens forklaring er også av interesse. Ifølge Lappekommisjonen var han den største reineieren i Røros- og Tydalstraktene på den tiden, og eide 1 500 av i alt 1 880 rein innenfor de to reinbeitedistriktene, jf. innberetningen side 79-80. I sin forklaring 15. juli 1890 forklarte han at «Længere Nord end Grønsøen har jeg ikke Koie, hvorimod Reensdyrene under Beitningen selvfølgelig ere komne videre, saaledes ligeindtil Bukhammerfjeldet». Når da Uthus i den forklaringen jeg har referert, klaget over at det «i den senere Tid» hadde kommet «megen Reen særlig om Vaaren» helt ned til Nea i bygden Flora, indikerer det at Johnsens rein beitet over lengre strekninger enn han selv gav uttrykk for.

       Statsallmenningen representerer dessuten ikke noe topografisk skille mot privat grunn. Og når man som nevnt har opplysninger om gammesteder i nærheten av allmenningsgrensen helt fra Høystakken til sør for elven Rotla, kan det ikke legges til grunn at beitingen begrenset seg til statsallmenningen.

       Ovennevnte støttes etter min mening av reindriftsagronom Slettens votum i herredsretten:

       «Sletten vurderer opplysningene fra vitnene i forhold til det han vet om reinens trekk i beiteområdene og det han har fått påvist av topografiske forhold i disse områdene. Han er kommet til at det har formodningen mot seg at rein på trekk vestover om våren har stoppet ved Usmesjøen, når det beviselig var tidligere vår på nordsiden av Bukkhammeren og Bringen. Det har også formodningen mot seg at rein ikke har trukket ut over Roltdalen og videre vestover på de private eiendommer når den befant seg enten i Melshogna, Høystakken eller Skarvene. Ved bedømmelsen av reinens beiting i områdene fra gammelt av, har Sletten lagt vekt på at selv om reineierne opprinnelig hadde mindre flokker og om sommeren melket en del av simlene, slik at de måtte passe godt på dem, så streifet likevel bukkene og fjorårskalvene over store områder. Da det er kjent at det ble melket rein både ved Usmesjøen og ved Høystakken fordi det var gamle kojer der, er det også klart at flokkene med bukker og fjorårskalver har befunnet seg mye lengre vest om våren og store deler av sommeren. Landet er lavere lengre vest og våren kom først der. At det ikke er påvist samle- og slakteplasser i de vestlige områdene, vurderes ikke som unaturlig. Melking foregikk ved koiene. Bukker og ungdyr beitet da vestover. Samling til kalvemerking og slakting foregikk senere på året i de østlige områdene.»

       Også Lappekommisjonen fremhever at reinflokken ikke gikk samlet, jf. innberetningen side 31:

       «Hvad specielt Renantallet betræffer, er det saagodtsom ugjørligt at skaffe sikre Oplysninger, allerede af den Grund, at der sjelden er Anledning til at se en Laps Renhjord samlet.»

       Jeg kan etter dette ikke se at overgangen til ren kjøttproduksjon har hatt den vesentlige betydning for arealbruken som grunneierne har anført.

       Grunneierne har også anført at det har betydning for arealbruken at reindriften fram til Lappekommisjonens tid foregikk med forholdsvis små flokker. Til dette bemerker jeg at Lars Johnsen Østby forklarte at «De omhandlede Lapper som holdt til her i Trakten havde mange Reen». Det foreligger imidlertid ikke pålitelige opplysninger om størrelsen på reinflokkene på denne tiden. Jeg legger derfor avgjørende vekt på de opplysningene vi for øvrig har om arealbruken.

       Umiddelbart kunne det synes å tale mot samisk nærvær i tvisteområdet at det ikke foreligger formelle registreringer av kulturminner der. Men det er ikke opplyst at det har vært gjennomført undersøkelser med sikte på slike registreringer. Og mangelen på formelle registreringer betyr likevel ikke at området er uten spor av slike minner.

       Jeg viser til at i juli 1985 ble det foretatt undersøkelser i nedbørsfeltet for Garbergselva, som i vesentlig grad ligger i nordre del av tvisteområdet, i forbindelse med Samlet Plan for vassdrag. I en feltrapport som er utarbeidet av Hartvig Birkely, og som beskriver en befaring som ble utført av etnologer og arkeologer, heter det at

       «En helhetsbetraktning av kulturminneomfanget i dette område viser et samisk bo- og bruksområde med lange tradisjoner ... De samiske kulturminnene er spredt over hele prosjektområdet ... .»

       Når Birkely opplyser at området ble befart av etnologer og arkeologer, og at kulturminnene er spredt «over hele området», kan det vanskelig legges til grunn at det ikke finnes samiske kulturminner i tvisteområdet. Selv om det bare er tale om en feltrapport, utelukker den i alle fall slutninger om at det ikke finnes samiske kulturminner i området.

       Dette styrkes av et intervju ved samme anledning med Johan Krogstad, og som er omtalt i feltrapporten. Krogstad var da 89 år gammel, og hadde vært handelsmann i Selbu. Intervjueren uttaler at Krogstad hadde «meget god hukommelse», og at han hadde «skaffet seg en del gamle kilder om samene». Krogstad opplyste at det fantes samiske boplasser på «Rotldalen, Krossådalen, ved Kvernfjellvatnan, sørsiden av Tjohkeleh, ved Stråsjøen og på Turilarsfjellet». Det er opplyst at han avmerket boplassene på kartet. Kråssådalen og Stråsjøen ligger i tvisteområdet.

       Også i ordførerens svar til Lappekommisjonen og i diskusjonen på 1930-tallet om distriktsgrensen ble det gitt opplysninger som tilsier at det før 1892 ble drevet reindrift i tvisteområdet. Disse kommer jeg tilbake til.

       Drøftelsen foran trekker etter min mening sterkt i retning av at samene allerede i 1892 ved alders tids bruk hadde ervervet beiterett vest for statsallmenningen. Jeg finner det imidlertid ikke nødvendig å ta stilling til dette, da det også er naturlig å se på hvilken bruk som har skjedd etter 1892.

Bruk i Essand etter 1892

       Før jeg går nærmere inn på opplysninger om senere bruk i Essand - som delvis også gjelder tiden før 1892 - er det grunn til å kommentere Lappekommisjonens standpunkt med hensyn til samenes mulighet for rettserverv etter at felleslappeloven hadde trådt i kraft. I innberetningen side 42 første spalte heter det:

       «Ifølge Loven af 1883 beror hos os Lappernes Rettighed til at færdes og søge Bete for sine Ren paa, hvad der «hidindtil», det vil sige indtil Lovens Ikrafttræden, maa antages at have været gammel Sædvane. Herved er formentlig den Begrændsning fastslaaet, at ingen senere Brug kan komme i Betragtning eller er egnet til for Fremtiden at skaffe Lapperne nye eller udvidede Rettigheder.»

       Felleslappeloven gav bare hjemmel for å opprette reinbeitedistrikt, og forbudet mot å drive reindrift utenfor reinbeitedistrikt «uden særlig Tilladelse eller Hjemmel fra Grundens Eier eller Bruger» ble først innført ved tilleggsloven fra 1897. Lappekommisjonen mente med andre ord likevel at felleslappeloven § 3 opphevet muligheten for senere rettserverv ved alders tids bruk. Realiteten ville i tilfelle være at reindriften fikk en negativ særbehandling i forhold til annet dyrehold. Dette kan ikke være riktig. I drøftelsen videre legger jeg derfor til grunn at beiting etter 1892, i tillegg til at den kan gi indikasjoner om tidligere bruk, også kan gi grunnlag for rettserverv ved alders tids bruk.

       I denne sammenheng presiserer jeg for det første at forklaringene fra både same- og grunneierhold for Høyesterett inneholder opplysninger om beiting i og utenfor statsallmenningen også etter 1892. Men samene har forklart om en atskillig mer omfattende beiting enn hva grunneierne og deres vitner aksepterer. Jeg går ikke inn på troverdigheten av den enkelte forklaring, og om den ene gruppen er mer troverdig enn den andre. For mitt vedkommende finner jeg tilstrekkelig materiale i de opplysningene vi har fra tiden før tvisten oppstod.

       Innledningsvis minner jeg om at varig tamreindrift i Essand først kom i gang igjen i 1910. Men dette avbruddet kan ikke være til hinder for at perioden etter 1910 og perioden før ca 1885 ses i sammenheng. Jeg viser til hva jeg tidligere har uttalt om avbrudd i bruken - herunder om Mauken-dommen i Rt 1985 532.

       Av opplysninger om den senere bruken kom det etter min mening fram interessante opplysninger under den tidligere omtalte diskusjonen på 1930-tallet om distriktets utstrekning i Selbu. Under sitt innlegg i møte med fylkesmannen 12. september 1934 uttalte bonde P. Norbye at reinen de første årene etter oppstarten i 1910 ikke hadde skapt problemer for setereierne. Men

       «Renene trak sig stadig hvert år længere vestover og i 1915 - 16 årene begynte de å gjøre skade på vore sætervolle om våren. Bevoktningen var blit slettere Denne samenes forandrede levemåte har bevirket at renpassingen har blit slappere og slappere og den større renbestand har specielt om våren spredd sig mere og mere utover distriktet og tilslut sålangt at skade forvoldes på strækninger som før, sålangt folk minnes, har været fri for reinbeitning. Specielt om våren hadde samene ingen betænkeligheter med å la sine ren få større frihet. Dette sparte dem for meget arbeide og bevoktning og det var ingen fare for å miste dem. Samene viste at renen trak ned i skogbandet hvor de fandt friskt beite på bøndernes sætervoller.
       Fra 1915-16 og utover blev renskaden større og større på sætervoldene. De første år gik dette upåtalt av sætereierne, men tilslut fandt endel av disse ikke længere å kunne tåle denne nye trafik og så sig nødt til i h.h.t. renbeiteloven å forlange skadestakster avholdt. Den første skadetakst i Selbu fandt sted den 2/6 1921. Det var på Eidemvollen og Stråsjøvollen. Siden er en række skadestakster holdt hvori samene er tilpliktet å betale erstatning til sætereierne, erstatninger som av samene upåanket er betalt, selv for skade på så langt bortgjemte sætre som Svartåsen og på Roltdals statsalmenning. Men foruden disse erstatninger pålagt samene ved skjøn, har disse i langt flere tilfelder i mindelighet avfunnet sig med sætereierne og betalt erstatning efter overenskomst. Første gang samene har nektet å utbetale erstatning bestemt ved skjønnsforretning var i 1932, da de nektet å betale P. Nordbye og A. Kvello den dem ved skjøn den 21. juni s.a. fastsatte erstatning med omkostninger. Som grunn for denne nektelse har formannen i Essanddistriktet Lars Nilsen Brandfjell i sin forklaring til politiet 10.de mai 1933 anført, at Storvollen ligger innen Essanddistriktet og at han anser sig berettiget til å beite med sine ren der i likhet med i andre dele av distriktet og dette hadde han praktisert siden han tilflyttet distriktet i 1910. Han mente med andre ord at han hadde ret til å beite overalt inden distriktets grenser idet han ikke har været opmerksom på Det Kgl. Departement for det Indres bekjendtgjørelse av 28. juli 1894 sålydende: ...
       Ved vidneforklaringer ... har vi godtgjort at beitning med ren sålangt vest som til Præstfossan, Storvolden og andre nærliggende voller aldrig har foregåt i manns minne før 1915-16 årene ... Hvad som gjør sig gjældende for statens eiendom Præstfossan og for Storvolden gjør seg også gjældende for en rekke sætervoller innen Essanddistriktet som benyttes som vårsætre og ligger nede i barskogen.»

       Avslutningsvis i dette innlegget nedla han påstand om at den nye grensen skulle trekkes et stykke inn på tvisteområdet fra Stråsjøvollen og nordover etter barskoggrensen. Av de stedsnavn Norbye omtaler, nevner jeg at mens Stråsjøvollen ligger like vest for Stråsjøen, ligger Præstfossan og Storvolden et stykke lenger vest langs Garbergselva. Eidemsvollen ligger i det nordøstre hjørnet av tvisteområdet. Svartåsen, som Norbye omtaler som en «bortgjemt» seter, synes å ligge et stykke øst for Stråsjøen, men innenfor tvisteområdet.

       Mitt totalinntrykk av Norbyes innlegg er at han beskriver en ganske omfattende beiting som strakk seg langt vest for statsallmenningen.

       Hans innlegg ble bestyrket av hva samene uttalte i møtet 9. september 1935 med fylkesmannen. Til illustrasjon nevner jeg at formannen i Essand, Lars Stinnerbom, uttalte at «Norbye og Kvellos sætrer ligger innenfor det område hvor reinbeiting har funnet sted». Sett i sammenheng med hva Norbye uttalte under møtet med fylkesmannen 12. september 1934, må dette utsagnet blant annet referere seg til skade på en seter på Storvolden, som ligger ved Garbergselva sørøst for Børsjøen. Og Lars Jakobsen Nordfjeld, som professor Falkenberg i 1942 hadde samtale med om reindriften i eldre tid, uttalte at «reinbeite foregikk i Essanddistriktet til over Krossådalen i vest mot Hersjøen. Han erindrer at ved sen vår måtte reinbeitingen trekkes mot vest.»

       I brevet av 21. mars 1936 til Landbruksdepartementet hvor Stinnerbom anførte at distriktsgrensen måtte opprettholdes, kom han for øvrig enda mer presist inn på samenes bruk og rettigheter i tvisteområdet. Her heter det:

       «Det er så at der i nogen tid har vært innskrenkning i det område, hvor reinbeiting har foregått, men her er det jo ikke spørsmål om bruksmåten i de senere år, men bruksmåten fra gammelt og da var det ren over hele Essanddistriktet til forskjellige tider på året.
       ... Vi har ansett oss berettiget til å beite utenfor almenningen og det har årvisst foregått beitning innen det vesentlige av det område, som omfatter distriktet, således har der omtrent hvert år vært beitet ned til Tømra, om enn dette har vært streifdyr og ikke hovedmassen av dyrene.»

       Lappefogd Bagaas gav brevet en påtegning om at han var «stort set ... enig i indholdet».

       Stinnerbom hevdet med andre ord at hele tvisteområdet fra gammelt hadde vært benyttet til reinbeite. Når Stinnerbom her uttaler at «bruksmåten» fra gammelt var at «det [ var ] ren over hele Essanddistriktet til forskjellige tider på året», gir han etter min mening uttrykk for en atskillig mer omfattende beiting på dette området enn det som kan utledes av Lappekommisjonens innberetning side 9-10 som er sitert tidligere. Og utsagnet om at «der i nogen tid har vært innskrenkning i det område, hvor reinbeiting har foregått», må ses i lys av påstanden om at samene «omtrent hvert år [ hadde ] beitet ned til Tømra». Elven Tømra utgjør vestgrensen for distriktet, og utløpsosen er i nordøstre enden av Selbusjøen. Elven ligger nesten like langt vest som de vestligste delene av bebyggelsen i tvisteområdet.

       Videre viser jeg til Norbyes omtale av hva formannen i Essand, Lars Nilsen Brandfjell, hadde forklart i sin politiforklaring i 1933, og til samenes standpunkt under diskusjonen om distriktsgrensen.

       Av andre utsagn fra behandlingen på 1930-tallet av distriktsgrensen gjengir jeg følgende utsagn av lappefogd Bagaas i hans brev av 16. mars 1936 til fylkesmannen i Sør-Trøndelag:

       «Angående samenes sedvanerett er det min opfatning at når det har vært rein i Roltdals statsalmenning så har også reinen beitet lengere vestover til enkelte tider. Denne antagelse støtter jeg på reinens vaner og terrængets beskaffenhet. Vestgrensen av almenningen danner ingen naturlig grense.»

       Og i et senere brev til fylkesmannen av 23. november 1936 skrev lappefogden at « ... det eneste brukbare forslag til grenser er de som samene hevder. Disse grenser er naturlige grenser og sperrelinjer for reinen». Da samene hevdet at distriktsgrensen måtte opprettholdes, er det denne lappefogden sikter til.

       Uenigheten mellom grunneierne og samene på 1930-tallet om distriktsgrensen gjaldt etter min mening hvor samene hadde beiterett. Da grunneierne i 1935 endret sitt standpunkt fra 1934 til at samene overhodet ikke hadde beiterett på privat grunn, ønsket de en tilsvarende reduksjon av reinbeitedistriktet. Fylkesmannen beskrev dette i brevet av 23. mai 1935 til Landbruksdepartementet hvor det heter:

       «idet samerne hevder at deres rett til beiting går efter ansvarsdistriktenes grense (helt ned til Selbusjøen), mens bønderne bestemt hevder at grensene er bestemt til de områder hvor reinbeiting har foregått fra gammel tid.»

       Når det tas hensyn til at også fylkesmannen mente at distriktet «så vidt mulig» skulle begrenses til de områdene hvor samene hadde hatt «reindrift i gammel tid», og Landbruksdepartementet bekreftet fylkesmannens rettsoppfatning, gir fylkesmannens avslutning av saken hvor det ikke ble foreslått nye grenser, en sterk indikasjon på at han delte samenes oppfatning om hvor beiting hadde foregått.

       Andre opplysninger trekker i samme retning. I denne sammenheng nevner jeg særlig at utredningen fra Fagutvalget for jord-, skog- og utmarksnæringer, som jeg omtalte under Riast/Hylling, inneholder et kart som inkluderer hele tvisteområdet, med unntak for de vestligste delene ned mot Selbusjøen, i beiteområdet.

       Som en særskilt innvending mot at det kan ha foregått nevneverdig beiting vest for statsallmenningen, har grunneierne vist til det store antallet setre og utmarksslåtter i området. Og i en erklæring til bruk for Høyesterett opplyser Bjørn Thoralf Aune, leder for Selbu Utmarksråd fra 1996 til 2000, at det er registrert 200 setre i tvisteområdet og 50 i Roltdalen. Jeg har videre forstått grunneierne slik at det skal ha vært forholdsvis flere utmarksslåtter i tvisteområdet enn i statsallmenningen.

       Denne innvendingen kan etter min mening ikke være avgjørende: For det første forklarte både P. Norbye og samene på 1930-tallet om en omfattende beiting vest for allmenningen. Dessuten lå setrene nesten like tett i Roltdalen hvor samene har uomtvistet beiterett.

       Min konklusjon er etter dette at samene i så godt som hele perioden etter 1910 har hatt rein til beiting i tvisteområdet. Og dersom denne perioden ses i sammenheng med perioden før 1892, har samene i alle fall oppfylt de krav som må stilles til bruk i alders tid.

Kravet til god tro

       For beiting på 1900-tallet har grunneierne anført at bruken ikke kan være rettsstiftende idet den ikke er utøvd i aktsom god tro.

       Ved vurderingen av dette spørsmålet kan det være naturlig å ta utgangspunkt i at kunngjøringen i 1894 om innføring av reinbeitedistrikt uttrykkelig presiserte at inndelingen ikke gjorde noen forandring i beiterettens utstrekning, og at den bare gjaldt «hvor de efter gammel Sædvane har færdedes». Men kunngjøringen gav ingen opplysning om Lappekommisjonens konklusjoner.

       På bakgrunn av lappefogd Herstads innberetning må det legges til grunn at han gjorde i alle fall en god del av samene kjent med kunngjøringen og med sentrale lovbestemmelser. Men jeg er ikke kjent med noen protokollasjon om at samene ble gjort oppmerksom på hvor kommisjonen mente at de «efter gammel Sædvane» hadde søkt «Tilhold og Bete». De måtte i så fall undersøke innberetningen.

       Det er ikke dokumentert at innberetningen ble oversendt samene. Dessuten er den noe vanskelig tilgjengelig med hensyn til hvor kommisjonen mente at de hadde beiterett. Innledningsvis gir den en faktumbeskrivelse for de enkelte kommunene. Og for Selbu er det bare for Reinsfjellet at det direkte uttrykkes at samene ikke hadde beiterett, jf. innberetningen side 10 annen spalte. I de øvrige områdene må konklusjonen på kommisjonens undersøkelser sammenholdes med den senere behandlingen av alders tids bruk på side 42. For reindriftssamene med deres begrensede bruk av norsk skriftspråk kan det ikke forutsettes at de skulle se disse sammenhengene.

       For de delene av Riast/Hylling som ligger innenfor tvisteområdet, måtte lappefogd Herstads passivitet bestyrke samene i deres oppfatning. Herstad skrev som nevnt hvert år relativt detaljerte årsberetninger om virksomheten. Og i beretningen for 1903 siterer han en innberetning fra lappelensmann Svelmo i Selbu hvor det heter:

       «Lappefamilierne Paal Johnsen og Nils Brandsfjeld har siden i mai maaned f. a. opholdt sig med sine renhjorder i Riastdistriktet og har disse for det meste været sammen. For nærværende har begge disse familier sine rener i Bukhammerfjeldet dels paa Selbo og Tydalens grund, tildels paa Aalens og Singsaas grund, paa sidstnævntes kun ubetydeligt.»

       I årsberetningen finnes det ingen kommentar om at oppholdet i Selbu var ulovlig.

       Samme år voldte tamrein skade på innmark som tilhørte tre grunneiere i Flora. Under takstforretningen ble det inngått forlik, men det er ikke protokollert noe om at grunneierne hevdet at beiting på privat grunn i Flora var ulovlig.

       Tilsvarende gjelder for skader som for øvrig ble voldt på innmark i Selbu på 1900-tallet. Som det fremgår av Norbyes innlegg i møtet med fylkesmannen 12. september 1934, hadde grunneierne nøyd seg med å kreve erstatning. Når man ser bort fra diskusjonen om distriktsgrensen på 1930-tallet, er det ikke påberopt et eneste eksempel på at det ble fremsatt krav om utdriving fra tvisteområdet eller om beiteleie for beiting i utmarken. Og i motsetning til hva som var tilfellet i Rt 1981 1215, Trollheimen-dommen, er det ikke gitt et eneste eksempel på at det ble fremmet straffesak mot samene for påstått ulovlig beiting i tvisteområdet.

       Derimot viser en sak fra 1933 at det ble fremsatt krav om utdriving ved beiting utenfor distriktet. I et brev til lappefogden omtaler lappelensmannen en sak hvor rein fra Riast/Hylling hadde kommet ut av distriktet vest for Bringen. Etter å ha mottatt meldingen hadde han straks gitt beskjed til formannen i Riast/Hylling om å fjerne reinen. Og i oversendelsen til fylkesmannen skrev lappefogd Bagaas at samene skulle få «en alvorlig advarsel, så de for eftertiden skal holde sine dyr borte fra trakten». Fra 1960-tallet finnes det et tilsvarende eksempel fra området nord for Selbusjøen.

       Totalinntrykket er med andre ord at både samene, grunneierne og myndighetene sondret mellom beiting i og utenfor distriktet. Grunneiernes standpunkt på 1930-tallet om at samene ikke hadde beiterett vest for allmenningen, kan kanskje ha ført til at samene en periode måtte komme i tvil. Men da saken endte med at fylkesmannen foreslo grensen opprettholdt, og også Landbruksdepartementet deretter i en periode på ca 50 år var av den oppfatning at reindriftsretten omfattet hele reinbeiteområdene, må det kunne legges til grunn at samene var i god tro i hele perioden.

       Jeg tilføyer at når det som i vår sak er tale om rettserverv for en næring, kan det ikke kreves at samtlige samer innenfor næringen - eller en sektor av den - har vært i aktsom god tro. Det samme gjelder for øvrig også i andre sammenhenger hvor det er tale om rettserverv for en større krets av personer, jf. Brækhus/Hærem: Norsk Tingsrett side 612 og Falkanger: Tingsrett, 5. utgave side 319.

       Konklusjonen blir etter dette at selv om samenes bruk av området fram til 1892 ikke skulle være tilstrekkelig til å erverve beiterett ved alders tids bruk, har de i alle fall ervervet slik rett når det også tas hensyn til bruk på 1900-tallet.

Omfatter beiteretten hele tvisteområdet i Essand, eller må det trekkes en grense?

       Neste spørsmål blir dermed om beiteretten i Essand strekker seg helt til Selbusjøen, eller om det må trekkes en annen grense vest for statsallmenningen, men øst for distriktsgrensen.

       I denne sammenheng viser jeg til det som allerede er fremhevet om utstrekningen av beitingen. Av forklaringene for Lappekommisjonen legger jeg særlig vekt på forklaringene fra Bull og Kallar. Den siste forklaringen ble som nevnt tiltrådt av Ingebrigt Flønæs d.e. Under diskusjonen på 1930-tallet om distriktsgrensen beskrev videre både P. Norbye og samene beiting langt mot vest på 1900-tallet. Og Stinnerbom hevdet som nevnt at det «fra gammelt» var «ren over hele Essanddistriktet til forskjellige tider på året». Samenes holdning og utsagn under denne diskusjonen viser - når de ses i sammenheng - at de hevdet å ha benyttet, og ønsket fortsatt å benytte, hele området til beiting. For dem ville en reduksjon av distriktet ha medført at de unngikk det subsidiære solidaransvaret på områder som eventuelt ble unntatt. Når de likevel motsatte seg en reduksjon, kan det vanskelig skyldes andre forhold enn at de betraktet hele området som reinens beitemark, og som de ønsket å beholde.

       Som jeg tidligere har begrunnet, må det legges til grunn at reinen også da simlene ble melket, beitet i det vesentlige i de samme områdene som i dag. Jeg viser til Kallars forklaring hvor det heter:

       «Om Vaaren kan det have hændt, at Reensdyr ere komne lige ned [ F.p: ind ] i Bygden heromkring Hovedkirken, men dette er dog undtagelsesviis. Her omkring Kirken har jeg ikke hørt, at Reensdyrene har tilføiet Skade, men derimod i Øverbygden og Indbygden samt i Floren. Øverbygden er den Del av Sognet, som strækker sig fra Rolset ned til Gaardene Berge (1/2 Fjerding fra Kirken). Indbygden er de Gaarde, som ligger langs Garbergelven, fra dennes Udløb i Søen op til Gaarden Alseth.»

       Begge disse strekningene ligger langt ned mot Selbusjøen. Selv bodde Kallar i Øverbygda, omtrent midt mellom Rolset og Berge. Og Ingebrigt Flønæs d.e., som ikke hadde noe å bemerke til Kallars forklaring, forklarte selv at han hadde «hørt at Reensdyrene ere komne under Betning paa forskjellige Sætervolde østenfor Indbygden i Sælbo lige indtil en Fjerdings Vei fra Bygden».

       Ordførerens svar på et av de spørsmål kommisjonen stilte, trekker i samme retning. Spørsmålet var: «Har Lappernes Betning foraarsaget stor Skade i Distriktet og særlig hvor og hvorledes?» Til dette svarte ordføreren:

       «Ja meget stor Skade paa Sætervolde, Havning og Slaatter om Sommeren og paa Høstakke om Vinteren paa næsten alle Trakter rundt Herredets Bebyggelse.»

       Det er vanskelig å tolke dette annerledes enn at ordføreren med «Herredets Bebyggelse» også siktet til bebyggelsen øst for Selbusjøen samt i Øverbygda og Innbygda.

       Videre nevner jeg at kommisjonsformann Berg, da han i 1894 ble bedt om å uttale seg om distriktsgrensene, uttalte, jf. Departements-Tidende 1894 side 535:

       «Navnlig i Betragtning af, at Rensdyr oftere har streifet og maa formodes at ville streife fra de østenfor liggende Trakter ned til Elven Nea og Selbusjøen og der gjøre Skade, finder jeg fremdeles at burde fastholde den foreslaaede Distriktsgrændse ... .»

       Topografien tilsier også at reinen har trukket vestover. Terrenget inneholder ingen naturlige hindringer, og sesongen er lengst ned mot Selbu. Støyende jordbruksredskaper, i den grad de måtte påvirke reinens opptreden, hører dessuten de siste tiårene til.

       Jeg viser også til lappefogd Bagaas vurderinger på 1930-tallet hvor han i sitt oversendelsesbrev til fylkesmannen 23. november 1936 skrev at «det eneste brukbare forslag til grenser er de som samene hevder». Videre viser jeg til at tre av de fire fagkyndige meddommerne i herredsretten og lagmannsretten - to reindriftsagronomer og en bonde - etter befaring kom til at beiteretten strekker seg helt til Selbusjøen.

       På bakgrunn av ovenstående legger jeg til grunn at reinen har beitet helt fram til Selbusjøen. Men beitingen i de vestligste områdene har ikke vært like intensiv som lenger øst i tvisteområdet.

       Dette reiser spørsmålet om beitingen i de vestligste områdene har hatt et tilstrekkelig omfang til å danne grunnlag for rettserverv ved alders tids bruk, eller om det må trekkes en grense i tvisteområdet i Essand. Ved denne vurderingen må man etter min mening akseptere rettserverv med noe lavere beiteintensitet i yttersonen - randsonen - av de områdene hvor beitingen er tilstrekkelig intensiv til alene å kunne begrunne rettserverv ved alders tids bruk. I motsatt fall vil samene, om de skal unngå å gjøre seg skyldig i ulovlig beiting med de konsekvenser det har, bli presset tilbake fra de områdene hvor de tradisjonelt har beitet.

       Etter min mening kan man derfor ikke avskjære rettserverv ved alders tids bruk i denne randsonen fordi bruken i den har vært i underkant av hva som kreves for beiterett om randsonen vurderes isolert. Ved vurderingen av hvor langt beiteretten strekker seg, må det tas hensyn til topografiske forhold. Selbusjøen gir et effektivt stengsel i rimelig nærhet av områder hvor beitingen har vært tilstrekkelig intensiv til å begrunne beiterett. Da må det etter min mening være naturlig som avgrensning av området for beiteretten å fastslå at den strekker seg helt til Selbusjøen.

       Den beitingen som det har vært tale om i Essand, har sitt utgangs- og tyngdepunkt et stykke øst for Selbusjøen. Og da det i de vestligste delene av tvisteområdet er tale om en beiting som etter en isolert vurdering kanskje ikke ville ha gitt grunnlag for rettserverv ved alders tids bruk, reiser dette spørsmålet om beiteretten i disse delene av tvisteområdet har et annet innhold enn lenger øst.

       Til dette bemerker jeg at grunneierne utelukkende har fremmet saken med påstand om at samene overhodet ikke har beiterett. De har ikke gått nærmere inn på om det kvalitative innholdet kan være forskjellig i de ulike delene av tvisteområdene. Partene har heller ikke tilrettelagt saken med sikte på at Høyesterett skal gå nærmere inn på spørsmålet. Jeg tar derfor ikke stilling til det.

       Jeg understreker imidlertid at den mer begrensete bruken av de vestligste områdene til beite vil kunne ha betydning for de interesseavveiningene som etter reindriftsloven § 15 skal foretas mellom grunneiernes og samenes bruk av området. Når § 15 fastsetter at grunneieren ikke må utnytte sin eiendom «på en slik måte at det er til vesentlig skade eller ulempe for reindriftsutøvelse», vil interesseavveiningen ofte måtte gå i grunneiernes favør i de vestligste delene av tvisteområdet. Og dersom partene ikke blir enige, vil jordskifteretten kunne avveie deres interesser i området, jf. tredje ledd.

       Videre fremhever jeg at de rettighetene som etter reindriftsloven §§ 10-14 følger av reindriftsretten, gjelder «så langt» noe annet ikke «følger av særlige rettsforhold», jf. lovens § 9. Forarbeidene synes ikke å gi noen veiledning om hva lovgiveren tok sikte på med denne begrensningen, jf. Ot.prp.nr.9 (1976-1977) side 56. Men jeg utelukker ikke at den kan ha betydning for de vestligste delene av tvisteområdet.

       Med de begrensningene som jeg her har påpekt, finner jeg etter omstendighetene ikke grunn til å gjøre noe unntak for Flønesneset, som grunneierne særlig fremhevet i prosedyren.

Saksomkostninger

       Anken har ikke ført fram. Saken har reist prinsipielle, og til dels også tvilsomme, spørsmål av både faktisk og rettslig art. Jeg er etter dette kommet til at det ikke bør tilkjennes saksomkostninger for Høyesterett, jf. tvistemålsloven § 180 første ledd. Det bør heller ikke tilkjennes saksomkostninger for de tidligere instanser.

       Jeg stemmer for denne dom:

1. Lagmannsrettens dom stadfestes.
2. Saksomkostninger for Høyesterett tilkjennes ikke.

       Dommer Rieber-Mohn: Jeg er under tvil kommet til samme resultat som førstvoterende i spørsmålet om beiterettens utstrekning i det omtvistede området i Riast/Hylling reinbeitedistrikt. I Essand reinbeitedistrikt går beiterettsgrensen etter min mening, som også her hviler på tvil, noe lenger vest enn allmenningsgrensen. Jeg kommer nærmere tilbake til hvor grensen etter min mening går.

De generelle rettsspørsmålene

       Jeg er enig i førstvoterendes forståelse av reindriftslovens § 2 første ledds tredje punktum som en svak bevisbyrderegel. Bestemmelsen snur bevisbyrden og pålegger grunneierne å bevise at det ikke eksisterer reinbeiterett på deres eiendom. Det er tilstrekkelig at grunneierne påviser at det er mer sannsynlig at det ikke eksisterer en slik rett, enn at det gjør det.

       Jeg er i det vesentlige enig med førstvoterende i hans generelle utlegning av vilkårene for rettserverv ved alders tids bruk, derunder den tilpasning av vilkårene som må foretas av hensyn til bruksmåten i den samiske reindriften. Allerede Lappekommisjonen var klar over at det må skje en slik tilpasning. Således heter det i kommisjonens innberetning på side 42:

       «Spørgsmaalet om, hvad der i Lovens Betydning er gammel Sædvane, vil i disse Forhold visselig ofte ikke være saa let at besvare, navnlig under Hensyn til Vanskeligheden ved at erholde de faktiske Forhold nøie oplyste. Den Brug, som Lapperne udøver, skiller sig paa Grund af Nomadelivets Eiendommeligheder tillige i saa væsentlige Punkter fra den Brug, som man i andre Forhold kan fordre udøvet som betingelse for Anerkjendelse af en Sædvaneret, at de samme Krav ikke kan opstilles.»

       Det kan etter min oppfatning ikke være særlig tvilsomt at kommisjonen stilte lempeligere krav til intensiteten i bruken av et område til reinbeiting enn det som gjelder ved annen bruksutøvelse. Og det fremgår uttrykkelig at kommisjonen var oppmerksom på og tok hensyn til de særlige bevisvanskeligheter som gjør seg gjeldende i den nomadiske reindriften. Så vidt jeg kan se, presiserer ikke Lappekommisjonen utover det som her er sagt, hva tilpasningen består i.

       Etter mitt syn må man ved vurderingen av om det er ervervet rettigheter ved alders tids bruk, se hen til hva slags bruksutøvelse det er tale om. Selv om den samiske reindriften gjennom historien har endret bruksmåte, et forhold jeg kommer tilbake til, har det alltid vært et særlig trekk ved denne at den er langt mer arealkrevende og avhengig av flytting mellom beiteområdene enn tilfellet er når husdyr holdes i utmarksbeite. Dette medfører at det for reindriften ikke kan kreves den samme beiteintensitet som ellers for rettserverv i alders tid. Et grunnvilkår må likevel være at området av samene har vært benyttet til reinbeite som ledd i et tilbakevendende mønster, selv om fraværene fra området kan være mer og mindre langvarige, jf. også Rt 1997 1608 på side 1617. At rein en sjelden gang - og uavhengig av et slikt mønster - har vært i et område, kan etter mitt syn ikke gi grunnlag for en beiterett. Dette må gjelde selv etter en tilpasning av kravene til rettserverv ved alders tids bruk. I slike tilfeller vil de grunneiere som måtte mene at beiterett ikke foreligger, heller ikke ha hatt foranledning til å si fra om dette. Dersom rett skulle erverves på et slikt grunnlag, ville det være vanskelig overhodet å trekke noen grense for reinbeiteretten.

       Jeg kommer tilbake til spørsmålet om kommisjonen har hatt en riktig forståelse av kravet til den bruk som må være utøvet. Jeg bemerker allerede nå at førstvoterende ved i denne forbindelse å vise til «reinens natur», og til at «topografi, næringsforhold, vær og vind mv. avgjør områdebruken», etter min mening ikke legger tilstrekkelig vekt på at reindriften har endret seg gjennom de siste 200 år. Jeg vil senere omtale de endringer i driftsmåten - i første rekke et økt antall dyr og en dårligere vokting av dyrene - som særlig har skjedd i løpet av siste halvdelen av 1800-tallet, og som jeg mener må få betydning for bevisbedømmelsen i denne saken.

       Førstvoterende har redegjort for de generelle folkerettslige regler om urfolks rettigheter. Jeg kan ikke se at det foreliggende materialet gir grunnlag for å anta at disse regler gir reineierne i denne sak rettigheter eller påfører grunneierne plikter, utover det som følger av de tradisjonelle regler om rettserverv ved alders tids bruk, slik jeg mener disse må tilpasses de særlige forhold som gjør seg gjeldende innen reindriften. Det kan nevnes at tvisten i denne sak gjelder områder hvor reindriften fra gammelt av har støtt mot grunneiernes bruk av utmarka, og hvor det nødvendigvis har måttet skje en viss avgrensning av de motstående interesser. Jeg tilføyer at jeg under ingen omstendighet kan se at de folkerettslige forpliktelser som her foreligger, kan ha medført en endring i de internrettslige reglene om alders tids bruk som forskyver rettsforholdet mellom de private partene i saken. Det vises for så vidt til de forutsetninger som synes å fremgå av forarbeidene til endringen av reindriftslovens § 2 i 1996, som førstvoterende utførlig har gjort rede for. Jeg kan heller ikke se at dette spørsmålet - for den problemstilling denne saken gjelder - er kommet i en annen stilling etter menneskerettsloven av 1999. Det er da ikke nødvendig for meg å gå nærmere inn på de spørsmål som ellers ville ha reist seg om forholdet til Grunnlovens § 105 og § 97.

       Det er videre mitt syn at den beiterett som erverves etter reglene om alders tids bruk, også gir andre rettigheter innenfor reindriftslovens rammer, jf. særlig lovens kapittel III. Det dreier seg således om langt mer enn beiterett, og uttrykket reindriftsrett er treffende for den sum av rettigheter og plikter som følger av at beiterett er ervervet ved alders tids bruk. Selv om man i dag skulle legge til grunn at en beiterett er ervervet før 1892, vil det være gjeldende reindriftslov som regulerer innholdet av de rettigheter og plikter reineierne har.

       Førstvoterende bemerker at grunneierne utelukkende har fremmet saken med påstand om at samene overhodet ikke har beiterett, og at de ikke har gått nærmere inn på om «det kvalitative innholdet [ av beiteretten ] kan være forskjellig i de ulike delene av tvisteområdene». Jeg kan for min del vanskelig se at det er grunnlag for et synspunkt om at reindriftsretten endrer innhold etter hvor beiteretten er utøvet. Et slikt prinsipp vil for øvrig lett utløse tvister om det nærmere innholdet av reindriftsretten i ulike deler av et beiteområde, og om grensene for de varierende rettigheter. En annen sak er at de fastboende eller andre på særskilt rettsgrunnlag kan ha ervervet eksklusive rettigheter i utmark, som begrenser reindriftsretten, jf. reservasjonen i § 9 første ledd «og så langt ikke det følger av særlige rettsforhold», men slike er ikke påberopt å foreligge i denne sak.

Mer generelt om bevisspørsmålene - særlig om Lappekommisjonens innberetning

       Utover det som fremgår om nyanser i forståelsen av kravene til alders tids bruk i den samiske reindriften, er det i første rekke i bedømmelsen av sakens bevis, generelt og konkret, at jeg har et syn som avviker fra førstvoterendes.

       Før jeg går nærmere inn på de konkrete bevis, finner jeg det påkrevd med noen generelle bemerkninger - først om Lappekommisjonen. Jeg viser til førstvoterendes redegjørelse for oppnevningen av kommisjonen, dens sammensetning, mandat, arbeidsmåte og forslag. Så langt jeg kan se, har kommisjonen utført et grundig og samvittighetsfullt arbeid. Dens forslag bygger på samtaler med samer, med grunneiere, og andre lokale fastboende med særlig innsikt, lokalpolitikere og myndighetspersoner. Dels dreier det seg om mer individuelle samtaler, dels om møter. I tillegg var Lappekommisjonen på en rekke befaringer i de aktuelle områder. De viktigste forklaringene ble protokollert.

       Lappekommisjonen la vekt på å få eldre og innsiktsfulle personer i tale. Derved fikk den del i erfaringsstoff fra tidlig på 1800-tallet. Enkelte av de eldre vitner refererer også til hva deres foreldre og endog besteforeldre har erfart om samenes tilstedeværelse og utstrekningen av reinbeitingen i de enkelte distrikter.

       Lappekommisjonen avga sin innberetning i 1892. Ankemotpartenes prinsipale anførsel er at reineierne hadde ervervet beiterett i tvisteområdene før dette tidspunkt. For at en slik anførsel skal gis medhold, helt eller delvis, må kommisjonens vurderinger og standpunkter overprøves og settes til side. Så lenge det ikke foreligger nyere vitenskapelige funn av samiske boplasser o.l. inne i tvisteområdene, vil man være henvist til å overprøve kommisjonens bedømmelse av eget bevismateriale. Kommisjonen arbeidet med stoffet i flere år, og dens nærhet til dette bevismaterialet var en ganske annen enn den vi har i dag. Forutsetningene for å tolke og forstå bevismaterialet riktig, var vesentlig bedre i 1892 enn de er i ettertid, og vanskeligere er det blitt jo lengre tid som er gått. I tillegg kommer at Lappekommisjonen bygget sine forslag på det samlede bevismateriale, derunder blant annet erfaringsstoff fra befaringer og samtaler, og ikke bare på de protokollerte forklaringene som ettertiden er henvist til å bygge på. Disse forhold er også fremhevet når Høyesterett i tidligere saker har lagt vesentlig vekt på Lappekommisjonens vurderinger av faktiske spørsmål, således i Korssjøfjelldommen i Rt 1988 1217 på side 1225 med videre henvisning til lagmannsrettens mindretall på side 1240.

       Det har fra ankemotpartene vært fremhevet at Lappekommisjonen hadde et foreldet syn på samene og betydningen av deres reindrift, og at samenes tradisjonelle kultur har en ganske annerledes anerkjennelse og verdsettelse i dag, jf. blant annet den folkerettslige utvikling og vedtakelsen av Grunnlovens § 110 a. Jeg kan imidlertid ikke se at det er holdepunkter for å anta at datidens syn på samisk reindrift har hatt betydning for kommisjonens bedømmelse av de konkrete bevis.

       Det er derimot grunn til å fremheve at Lappekommisjonen uttrykkelig har presisert at den endelige fastsettelse av beiterettsgrensene vil være domstolenes oppgave, og at den selv «kun» har avgitt en «paa de stedfundne Undersøgelser bygget Meningsudtalelse». I dette ligger etter min mening en åpenhet både overfor bevis som måtte komme til senere, og for at de bevis som kommisjonen har bedømt, kan gi grunnlag for andre oppfatninger.

       I sine bevisvurderinger har Lappekommisjonen vært konsentrert om hvor samene etter gammel sedvane har «søgt Tilhold og Bete», jf. for eksempel innberetningen side 29. Det er på denne bakgrunn reist spørsmål - også av førstvoterende - om kommisjonen har hatt en riktig forståelse av brukskravet i reglene om alders tids bruk. Lagmannsrettens flertall i denne sak uttrykker seg slik:

       «Lappekommisjonen synes imidlertid å ha lagt avgjørende vekt på hvor samene har sine boplasser, uten i tilstrekkelig grad å se hen til hvilke deler av utmarken som faktisk ble benyttet til reinbeite, samt til de topografiske forhold.»

       Jeg kan vanskelig se at det generelt sett er dekning for denne kritikk av Lappekommisjonen. Allerede de vidstrakte utmarksområder som kommisjonen anså som «Lappetrakt» fra gammel tid, og hvor reinbeiterett var ervervet, gjør det lite treffende å si at den la «avgjørende vekt» på hvor samene hadde sine tilholdssteder. Det er også en rekke uttalelser i innberetningen som viser at kommisjonen var på leting etter områder hvor beiting faktisk har funnet sted, som ledd i en sedvanemessig bruk. For dette formål var samenes tilholdssteder, koier og gammer, viktige indisier på fra hvilke utgangspunkter beitingen foregikk. Illustrerende er for eksempel det kommisjonen sier på side 9, med sikte på et annet område enn det som er omtvistet i denne sak:

       «Hovedsagelig er dog Betningen udøvet paa den Side af Amtsgrændsen, hvor Lapperne har havt sit Tilholdssted.»

       Etter min mening er det viktig å være oppmerksom på at tilholdsstedene som indisium på reinbeiteområder er av stor betydning for perioden frem til siste del av 1800-tallet, da en gradvis omlegning av driftsformen begynte. Denne omlegningen fremgår av flere kilder.

       I en artikkel av Anne Severinsen om «Reineiernes sedvanerett i reinbeitedistriktene Essand og Riasten», utarbeidet i 2000 på oppdrag fra ankemotpartene i denne sak, beskriver hun på side 15 utviklingen fra melkehusholdning mot mer ekstensiv reindrift, som tok til mot slutten av 1800-tallet:

       «Dette ble overgangen til en mer ekstensiv reindrift, med større flokker og ikke så tam rein som det reinmelkhusholdningen forutsatte. Men fortsatt var gjetingen viktig for å holde rovdyr unna, for å hindre at reinflokkene gjorde skade på setervoller, høystakker og markslåtter og dessuten for å unngå sammenblanding med fremmed rein.»

       Severinsen beskriver hvordan denne ekstensive reindriften ble innført i Sverige allerede mot slutten av 1860-årene, og at dette var grunnen til at mengder av løsrein kom over riksgrensen og voldte store problemer for den tradisjonelle reindriften på norsk side. Disse problemene førte for øvrig til at samene midlertidig flyttet vekk fra Tydalen i 1880-årene og først kom varig tilbake til Essand i 1910. Omlegningen av reindriften på norsk side, overgangen til kjøttproduksjon med høyere reinantall, bruk av større arealer og de tilhørende konflikter er nærmere behandlet av professor Kjell Haarstad i boken «Sørsamisk historie», 1992, side 219-293.

       Lappekommisjonen (innberetningen side 31) peker på problemene med å skaffe pålitelige opplysninger om antallet dyr, og uttrykker sin oppfatning slik: «Imidlertid er det ikke tvivlsomt, at navnlig Antallet af Ren er forøget stærkt i de sidste Aar.»

       Jeg finner grunn til også å gjengi hva Severinsen skriver om det tradisjonelle, intensive melkebruk som Røros-samen Paul Johnsen drev, og som hans datter Julie Axman har behandlet (l.c. side 16):

       «Julie Axmans far var altså en av de største reineierne i Røros-området, men de fleste samene hadde på denne tida ikke mer enn fra 20-30 til 250 dyr hver. I hele Søndre Trondhjems Amt var det i 1890 tilsammen 5380 rein fordelt på 104 eiere. ... Det blir da ganske innlysende at disse samene ikke drev noen form for ekstensiv reindrift med store flokker og lite gjeting.»

       Til tross for relativt små flokker og fortsatt gjeting omkring 1890, som Severinsen her beretter om, forelå for Lappekommisjonen en ganske solid dokumentasjon for at voktingen og temmingen av dyrene var vesentlig bedre 30-60 år tidligere, noe for øvrig Severinsen selv er inne på i den foran siterte generelle beskrivelse av endringene i driftsmåten på 1800-tallet. Det er denne del av endringene i driftsmåten, det økte antall dyr og den dårligere vokting, jeg særlig tillegger betydning. Denne utvikling synes å ha startet før omlegningen fra melkehusholdning til kjøttproduksjon, men ble sannsynligvis forsterket etter omlegningen.

       Det finnes flere klare utsagn fra sentrale vitner for kommisjonen om at voktingen av dyrene var blitt dårligere i de trakter denne sak gjelder. Jeg nevner særlig Ole Johnsen Østby, 73 år i 1890, som refererer til sin barndom og uttrykker det slik: «Men i de Tider holdt Lapperne sine Reensdyr under streng Bevogtning, saa disse ikke viste sig nede i Bygden.» Lars Johnsen Østby, 74 år, kunne i det alt vesentlige tiltre forklaringen til Ole Johnsen Østby. Andre vitner uttalte seg i samme retning, for eksempel Erik Næsvold, 76 år og Lars Løvøen, 51 år. Næsvold pekte på de særlige problemer som fulgte med at samene i de senere år hadde begynt å holde dyr for fastboende, og at særlig dette var årsaken til «Uleilighed og Misnøie - ved Siden af den Omstændighed, at Lapperne selv har forandret sit Levesæt og ikke længer bevogter eller tæmmer sine Dyr som tidligere». Erik Næsvold beskriver således endringen i driftsformen som en selvstendig faktor i den negative utviklingen. Det samme gjør Lars Løvøen, som nevner de samme problemer med samenes overtakelse av fastboendes rein, og tilføyer: «Naar hertil kommer, at Lappernes Bevogtning i det Hele er bleven mere mangelfuld og deres Stel forandret ... .» Lappekommisjonens eget syn på «Bevogtningen» fremkommer flere steder i innberetningen. På side 57, der klagene fra bøndene beskrives, uttaler kommisjonen: «Og det tør være, at Klagemaalene nu er saa meget stærkere, netop fordi den Slags Skadetilføielser i tidligere Dage, da Lapperne bevogtede sine Ren bedre, var saagodtsom ukjendte.»

       Jeg tilføyer at det - under en driftsmåte med vokting og gjeting - ikke bare var melke-simler som ble gjetet; alle dyrene måtte søkes holdt under kontroll, selv om dette undertiden kunne by på vanskeligheter. Jeg viser til at formålet med gjetingen, som nevnt av Severinsen, var å beskytte reinen mot rovdyr, bøndenes innmark mm. mot ulovlig beiting, og å holde flokkene unna løsrein, hvilket også tilsier gjeting av alle kategorier dyr. En slik mer intensiv driftsform forhindret naturligvis ikke at samene i løpet av beitesesongen tok store områder i bruk. Reineierne måtte i betydelig utstrekning ta hensyn til reinens natur og vaner. Men fordi det også var et viktig mål å holde flokkene under best mulig kontroll, var det påkrevd med hyppigere skifte av tilholdssteder.

       Det er ingen grunn til å tvile på at Lappekommisjonen hadde full innsikt i disse forhold. Jeg ser det slik at den gradvise endringen i driftsformen, med overgang til mer ekstensiv reindrift og flere og mer ukontrollerte dyr utover i annen halvdel av 1800-tallet, er en viktig nøkkel til å forstå Lappekommisjonens bedømmelse av bevisene for sedvanemessig beiting i tvisteområdene i denne sak.

       Ved vurderingen av beiterettens utstrekning er det også av betydning at tvisteområdene er en del av bøndenes nærområder, hvor det fra gammel tid har vært jordbruksaktivitet, og i større grad jo nærmere Selbusjøen og bygdesamfunnet en kommer. I eldre tid var setre, utmarksslåtter og høystakker spredt over store deler av området. Det gjelder i særlig grad for Essand, der det er opplyst at det i tvisteområdet befinner seg ca 200 gamle setre. Et ikke uvesentlig faktum er at utmarka relativt sett hadde større betydning i gammel tid, som beiteområde for bøndenes husdyr, enn den har hatt de siste 50-60 år. Før den tid var seterdriften viktig i husdyrholdet, og med økt betydning bakover på 1800-tallet. Færre og mindre arealer var oppdyrket, og den bygdenære innmarksbeitingen var ikke så omfattende. Det er ellers opplyst at når man kommer under ca 400 m.o.h., finner vi de mest produktive jordbruksarealene i tvisteområdene. Selbusjøen ligger ca 160 m.o.h. I utmarksstrekningene i de lavereliggende deler dominerer barskogen.

       Før jeg går inn i den mer konkrete bevisbedømmelse, nevner jeg at jeg er enig med førstvoterende i at man står overfor særlige metodeproblemer ved bedømmelsen av om samisk reindrift har vært utøvet i et fjellområde, og at man må være varsom med slutninger fra mangelen på spor til at det ikke har vært reindrift i området i eldre tid. Det kan derfor ikke legges avgjørende vekt på at det ikke finnes registrerte samiske kulturminner innenfor tvisteområdene.

       Jeg går så over til å se noe nærmere på Lappekommisjonens grunnlagsmateriale ved vurderingen av om reindriftssamene har benyttet tvisteområdene i alders tid, og om denne bruk kan begrunne erverv av beiterett før 1892. Ankemotpartene hevder at slikt erverv har funnet sted i begge tvisteområdene, mens de ankende parter, særlig under henvisning til Lappekommisjonen, mener å ha sannsynliggjort at beiterett ikke er ervervet i noen del av tvisteområdene.

       For begge tvisteområdene er det sparsomt med opplysninger frem til omkring 1855-1860, da samen Niels Bull og hans far sammen med noen andre samer kom til Tydalsområdet med sine reinsdyr. Mangelen på opplysninger er likevel mest markant for Essands del. De sparsomme opplysningene antas blant annet å ha sammenheng med at reindriften i dette området - etter hva partene i saken synes enige om - lå noe nede fra ca 1810 til ca 1860. Går vi tilbake til 1700-tallet, er det naturlig nok enda mer sparsomt med opplysninger, selv om man vet at det var samer både i Tydal og Selbu-området.

       Etter min mening må Lappekommisjonen forstås slik at det vesentlige av grunnlaget for samenes erverv av beiterett i alders tid var etablert før perioden 1810-1860, og at ervervet berodde på at Tydal og Roltdal statsallmenning ble ansett som «gamle Lappetrakter», jf. hva førstvoterende uttaler om dette. Den reindrift som fant sted i siste halvdel av 1800-tallet, må således for kommisjonen ha fremstått som utslag av en rett som i det vesentlige var ervervet langt tidligere. Også for første halvdel av 1800-tallet foreligger imidlertid opplysninger om at det fra tid til annen var samer med reinsdyr i fjellområdene i Selbu og Tydal. Således har de sentrale vitner Erik Næsvold og Lars Løvøen fortalt dette. Næsvold sier det slik: «Saalænge jeg kan mindes har der paa alle Fjeld i Tydalen om Sommeren været betet med Reensdyr.» Det samme sier Løvøen med utgangspunkt i hva hans avdøde far og gamle folk har fortalt. Men det foreligger ikke opplysninger om beitekonflikter mellom samene og de fastboende fra denne perioden, til tross for at vi vet at bøndene økte i antall og utvidet sin virksomhet i utmarka. For meg bærer dette bud om riktigheten av de tidligere refererte utsagn fra 1890 om bedre «Bevogtning» og tammere og færre rein i eldre tid, og at beitingen derved stort sett skjedde i fjellstrekninger og i de områder som lå tett inn til disse.

       På denne bakgrunn vil jeg se nærmere på de to tvisteområdene.

Tvisteområdet i Essand

       Når det gjelder spørsmålet om reineierne ved alders tids bruk har ervervet reindriftsrett før 1892 i tvisteområdet i Essand, er saken etter min mening preget av mangel på konkrete opplysninger, i særdeleshet fra tiden før ca 1860. Når Lappekommisjonen har konkludert med at beiterettsområdet dekker statsallmenningen, bygger den sannsynligvis på at det som nevnt finnes en rekke holdepunkter for at dette området var «gamle Lappetrakter». Førstvoterende synes å begrunne en rettsstiftende bruk før 1850 i tvisteområdet på en liknende måte. Så vidt jeg kan skjønne, må det ha vært vanskelig nok for Lappekommisjonen å avgrense beiterettsområdet under henvisning til at det synes å ha vært gammelt samisk område. Men det forekommer meg ytterligere vanskelig i dag - vel hundre år senere - å trekke grensen vesentlig lengre vest på grunnlag av generelle fakta som at det har vært samer i Selbu og Tydalsområdet i flere hundre år, at det har vært samer som hadde rein i alle fjellstrekninger i områdene så lenge eldre vitner i 1890 kunne huske, eller at det finnes enkelte samiske navn på steder innenfor tvisteområdet, som i uminnelige tider også har hatt norske navn. Og vanskelighetene blir utvilsomt større jo lenger vekk fra de sentrale fjellstrekninger man kommer.

       Det finnes som nevnt ikke registrerte samiske kulturminner innenfor tvisteområdet. Førstvoterende refererer noen udokumenterte opplysninger fra 1980-tallet om mulige samiske kulturminner i området, uten at det opplyses hva slags kulturminner det er tale om, eller hvor gamle de i tilfelle er. Opplysningene skal ha fremkommet i forbindelse med planer om en vassdragsutbygging og stammer fra et håndskrevet notat som ikke navngir de etnologer og arkeologer som befarte området. Jeg kan ikke legge noen vekt på dette notat fra en befaring, skrevet av Hartvig Birkely, hvis faglige bakgrunn og tilknytning ikke er opplyst i saken. Den endelige rapport til Samlet plan for vassdrag inneholder for øvrig ingen konkrete opplysninger om de samiske kulturminner som Birkely mente å ha fått påvist.

       Den av informantene i Birkelys håndskrevne notat som navngis av førstvoterende, Johan Krogstad, 89 år i 1985, har vært handelsmann i Selbu og oppga å ha en personlig interesse for samisk historie. Han fortalte om to steder med samiske boplasser i tvisteområdet, i Kråssådalen og ved Stråsjøen. Men dette referat av en samtale fra en befaring på 1980-tallet, må holdes opp mot de mange lokalkjente og eldre mennesker som i 1889 og 1890 forklarte seg for Lappekommisjonen om hvor de gamle koieplassene var. Ingen av disse oppga koieplasser utenfor allmenningen - heller ikke samen Niels Bull. Jeg tilføyer at de to angivelige tilholdsstedene i tvisteområdet i tilfelle har ligget innenfor den del av området der også jeg finner at beiterett er ervervet fra gammel tid.

       Sentralt i ankemotpartenes bevisførsel for reinbeiting har vært den forklaring Niels Bull ga for Lappekommisjonen i 1889. Bull opplyser at han og faren hadde gamme flere steder innenfor Roltdal statsallmenning, derunder ved Høystakken, som ligger på allmenningens vestgrense og således helt inn til tvisteområdet. Deretter uttaler han: «Yderpunkterne for den Strækning, hvorpaa der beitedes fra disse Gammesteder kunne være fra Vest til Øst 3 til 4 Mile og fra Nord til Syd ca 2 Mile.» Denne uttalelsen må være meget upresis. Fra allmenningens vestgrense og til Selbusjøen er det ca 15 kilometer. Jeg finner ikke å kunne legge nevneverdig vekt på denne uttalelsen, selv om den er en indikasjon på at Bull og faren har latt sine dyr beite vestover inn i tvisteområdet.

       Det foreligger også holdepunkter for, og det har dessuten sannsynligheten for seg, at det fra tid til annen har vært reinbeiting vestenfor allmenningsgrensen. Det er hyppigheten, varigheten og utstrekningen av slik beiting som vil være av vesentlig betydning for rettservervet. Det førstvoterende her i første rekke bygger på, er forklaringene fra Thomas P. Kallar og Ingebrigt Flønæs d.e., gjengitt fra et møte med Lappekommisjonen i 1890. Kallar beretter om beiting mye lenger vest enn allmenningsgrensen, og tilføyer at om våren «kan det have hændt, at Reensdyr ere komne lige ned i Bygden heromkring Hovedkirken, men dette er dog undtagelsesviis». Videre nevner Kallar at han har hørt at reinsdyr har voldt skade i «Øverbygden og Indbygden». Han sier også: «Klagerne over Skadetilførelser ved Reensdyrenes Betning paa Sætervoldene har været almindelig og er ikke blevne mindre i de senere Aar.» Han fortsetter: «Navnlig gjælder dette Sætre, som ligge i Almindingen eller i Nærheden af samme, idet Skaden paa Hjemsætervoldene har været mindre», og Ingebrigt Flønæs uttalte i nevnte møte at han har «hørt at Reensdyrene ere komne under Betning paa forskjellige Sætervolde østenfor Indbygden i Sælbo lige indtil en Fjerdings Vei fra Bygden».

       Det som imidlertid gjør disse forklaringer problematiske i forhold til spørsmålet om rettserverv ved alders tids bruk før 1892, er for det første at det mangler opplysning om når slik beiting langt vest i tvisteområdet i tilfelle skal ha funnet sted. Mye kan tyde på at beskrivelsen knytter seg til enkeltepisoder etter 1855-1860, da blant andre Niels Bull og faren kom til allmenningsområdet, og reindriften tok seg opp, jf. Lappekommisjonen side 10. Ut fra hva jeg tidligere har fremholdt, er det grunn til å anta at det ble flere rein og mindre kontroll over flokkene utover i annen halvdel av 1800-tallet. Etter min mening er det derfor sannsynlig at tilfellene av beiting ned mot bygda i Selbu har funnet sted i denne perioden. Dernest er det grunn til å forstå de opplysninger om slik beiting som i første rekke Thomas P. Kallar gir, slik at beitingen var sterkt avtakende jo lenger vest for allmenningsgrensen en kommer, og at den bare unntaksvis fant sted nede ved bebyggelsen.

       Etter min mening viser således det foreliggende kildematerialet bare tilfeldig og sjelden beiting i skogs- og lavlandstraktene ned mot Selbusjøen etter ca 1860. Før dette tidspunkt har vi ikke kilder om slik beiting overhodet. Allerede kravet til varighet av den rettsstiftende bruksutøvelse kan derved vanskelig sies oppfylt i 1892. Derimot vil som nevnt bruken av de private utmarksstrekninger til reinbeite utvilsomt ha vært hyppigere og mer alminnelig østover mot allmenningsgrensen og mest intens i områdene nær denne grensen. Dette fremgår av det kildematerialet jeg allerede har sitert fra, og har dessuten gode grunner for seg. Når Lappekommisjonen først har funnet at det i allmenningen har forekommet reindrift i henhold til gammel sedvanebruk i det minste gjennom 1800-tallet, står det for meg også som sannsynlig at allmenningens vestgrense ikke har vært avgjørende for hvor samene har latt sine dyr beite. Jeg nevner her at lappefogd Bagaas i 1936 skrev følgende:

       «Angående samenes sedvanerett er det min oppfatning at når det har vært rein i Roltdals statsalmenning så har også reinen beitet lengere vestover til enkelte tider. Denne antagelse støtter jeg på reinens vaner og terrængets beskaffenhet. Vestgrensen av almenningen danner ingen naturlig grense.»

       Og ser man på kartet, kan det vanskelig sies å være en topografisk begrunnet grense, iallfall hvis man har topografiens betydning for reindriften i tankene. Grensen går for en stor del gjennom fjellstrekninger som er en direkte fortsettelse av tilsvarende strekninger i allmenningen. På denne bakgrunn er det mye som taler for at den rettsstiftende bruk i alders tid av allmenningen til reinbeiting som Lappekommisjonen konstaterte, så å si har gjort seg tilsvarende gjeldende i de fjellstrekninger som ligger vestenfor allmenningsgrensen. Og selv om bruken skulle ha vært noe mindre hyppig på vestsiden av grensen, vil det ikke være noe hinder for rettserverv. Det dreier seg her om et relativt vidstrakt område som stort sett ligger fra ca 600 m.o.h. til ca 800 m.o.h.

       Når Lappekommisjonen ikke trakk grensen lenger vest, kan det ha flere grunner. En av grunnene kan ha vært at et annet vilkår for rettserverv ved alders tid enn bruken, kravet til aktsom god tro, ikke har vært oppfylt. Det heter således i innberetningen på side 9-10 at «Lapperne saa at sige har regnet Almindingen som sit Gebet og ikke anseet sig berettigede til at udstrække Havningen ind paa de private Strækninger vestenfor «. Denne uttalelse fremkommer imidlertid i en sammenheng hvor kommisjonen drøfter hvor reinbeitingen har funnet sted, og den behandler ikke nærmere kravet til god tro.

       Jeg kan ikke se at kommisjonen oppgir noen kilde for uttalelsen om samenes egen oppfatning av sin beiterettsgrense. Det synes nærliggende å anta at kommisjonen har trukket denne slutningen fra det forhold at samene utelukkende hadde koier i statsallmenningen, til dels nær vestgrensen, og ikke utenfor. Uten holdepunkter i skriftlig materiale virker det, iallfall i dag, mindre naturlig å trekke en slik slutning. Niels Bull uttalte i sin forklaring til kommisjonen, som jeg tidligere har sitert, at han lot reinen beite langt fra gammestedene i allmenningen, også i vestlig retning fra disse. Denne uttalelse er i det minste en indikasjon på at det ble beitet inn i tvisteområdet, og at slik beiting av Bull og de andre samene ikke ble ansett ulovlig i seg selv. På denne bakgrunn fremstår Lappekommisjonens uttalelse om den samiske oppfatning av beiterettens utstrekning mot vest som en meningsytring som jeg ikke kan slutte meg til.

       Grunneierne har gjort gjeldende at den omfattende bruken av tvisteområdet til landbruksformål har vært til hinder for erverv av beiterett gjennom alders tid. Dette synspunkt har imidlertid en særlig gyldighet i tvisteområdets vestlige del, der jordbruksaktivitetene fra gammelt av har vært mest intense. I Roltdalen - innenfor allmenningen - har jordbruk i form av seterdrift i flere hundre år og i adskillig utstrekning funnet sted og har her ikke vært til hinder for erverv av reinbeiterett. Etter min mening blir situasjonen omtrent den samme i de høyereliggende områdene vest for allmenningen som topografisk hører naturlig sammen med denne.

       Når jeg bedømmer det samlede bevismateriale, er jeg - under adskillig tvil - kommet til at de beste grunner taler for at de samer som i alders tid har benyttet allmenningen til reinbeiting, omtrent på samme måte har benyttet de nære private fjellstrekninger som uten topografiske hinder henger sammen med allmenningen. Min tvil knytter seg særlig til fraværet av konkrete opplysninger om slik beiting før ca 1860.

       Det følger av det samme bevismaterialet at beiterett ikke kan være ervervet før 1892 i de lavereliggende og vestlige deler av tvisteområdet. For disse områdene er det ingen konkrete opplysninger om reinbeiting før ca 1860. Beiting nedover mot bygda har heller ikke vært en sannsynlig og nærliggende følge av at allmenningen av kommisjonen ble ansett som «Lappetrakt» fra alders tid. Jeg viser til hva jeg tidligere har sagt om dette.

       Det blir på bakgrunn av det jeg så langt har fremholdt nødvendig å trekke en grense for beiteretten. Jeg nevner at sakens parter ikke har ønsket å bidra til å skaffe grunnlag for en slik grensefastsettelse. Noen subsidiær påstand er ikke nedlagt. Da jeg etter rådslagningen vet at jeg er i mindretall, nøyer jeg meg med å angi grensen uten å detaljfastsette denne. Slik jeg ser på beitebruken, er det for meg nærliggende å bygge på den beitegrense som lappefogd Bagaas lanserte i brev av 16. mars 1936 til Fylkesmannen i Sør-Trøndelag, i en fase av den tvisten som utspant seg mellom grunneiere og reineiere den gang, og som jeg kommer tilbake til. Hans skisserte grenselinje synes å knytte seg til et kart som ikke er fremlagt for Høyesterett i dag, og lyder slik: «... forekommer mig at en linje Rolset - Åtollen - K i Kråsåfjell - B i Brentop - Stråsjøen - Stentjern skulde være mest retfærdig - begge parter tatt i betraktning.» Men lappefogdens grenselinje var neppe bestemt bare av «rettferdighet». Forslaget fremkom i direkte fortsettelse av det tidligere sitat fra samme brev om blant annet topografien i området og «reinens vaner».

       Også innenfor den del av tvisteområdet som blir reinbeiterettsområde etter den grense jeg her har angitt, vil det nedover mot Nea være jordbruksområder og bebyggelse. Jeg kan imidlertid ikke se at en fornuftig og praktisk arrondering av grensene for beiterettsområdet vil kunne skje uten at slike områder i noen grad omfattes av beiteretten. Skulle konflikter her oppstå mellom landbruk og reindrift, må de finne sin løsning etter de vanlige regler, jf. reindriftslovens § 15.

       Førstvoterende er kommet til at reinbeiterett i tvisteområdet er ervervet ved alders tids bruk også vestenfor den grense jeg her har angitt, iallfall hvis bruksutøvelsen etter ca 1860 legges til den bruk som skal ha funnet sted gjennom 1900-tallet. Det er et synspunkt jeg vanskelig kan slutte meg til. Som nevnt har allerede bruksutøvelsen i annen halvdel av 1800-tallet stort sett funnet sted i traktene inn mot allmenningens vestgrense. Selv om reindrift i allmenningen nærmest ble en årlig begivenhet i denne perioden, antallet rein vokste og voktingen gradvis ble dårligere, er det etter de foreliggende opplysninger - som jeg tidligere har gjengitt - bare sjelden og unntaksvis at reinen synes å ha beitet helt ned mot bebyggelsen i bygda. Jeg nevner også at det synes bare å ha vært et par grunneiere som har nevnt dette for Lappekommisjonen. Ingen samer bekreftet det, når jeg ser bort fra den tidligere refererte meget upresise uttalelse fra Niels Bull. Førstvoterende refererer hva samen Lars Stinnerbom skrev i 1936 - under tvisten med grunneierne - om at det fra gammelt av var «ren over hele Essanddistriktet til forskjellige tider på året». Men denne uttalelsen bygger etter min mening ikke på annet enn sitater fra Lappekommisjonens innberetning på side 9-10, som igjen synes å ha bygget på de vel kjente forklaringer fra Thomas P. Kallar og Ingebrigt Flønæs d.e., som jeg tidligere har behandlet. Lars Stinnerbom bringer således ikke saken nye opplysninger om reinbeitingen i eldre tid. Jeg kan i det hele vanskelig se at den reinbeiting som unntaksvis skal ha skjedd i den vestlige og lavereliggende del av tvisteområdet før 1892, har hatt karakter av en bruksutøvelse som kan gi grunnlag for rettserverv etter reglene om alders tids bruk, selv når disse med rimelighet søkes tilpasset reindriftens egenart.

       Heller ikke etter 1892 er det etter min mening grunnlag i saken for å konstatere erverv av reindriftsrett vest i tvisteområdet. Jeg nevner først at det i årene ca 1884-ca 1910 bare var spredte forsøk på reindrift i Essand. Mellom 1910 og 1930-årene foreligger ingen opplysninger om reinbeite i tvisteområdene, annet enn i innlegg av partene i den strid som midt i 1930-årene oppsto mellom grunneiere og lokalpolitikere i Selbu på den ene side og representanter for reindriften på den annen side om grensene for reinbeiteretten. Et brev som en del samer fra Riast og Essand skrev til Landbruksdepartementet i april 1920, er ikke uten interesse. I brevet beklager reindriftseierne seg over at de «trods al mulig anvendt vogtning, kommer til at gjøre skade paa de fastboende folks interesser - saasom paa sætervolder og slaatmyrer». Formålet med brevet var å bli fritatt for å betale erstatning der hvor skadevoldelse er et betydelig problem. Reineierne peker på at «høifjeldstrakterne i disse distrikter» gjennomskjæres av små dalfører, «hvor enkelte opsittere i de tilstøtende bygder har sætervolder og fjeldsletter». Allerede denne formuleringen tyder på at problemene med ulovlig beiting er størst inne i fjelldalene, ikke i randsoner ned mot lavereliggende områder, hvor innmarksområdene er flest og størst. Reineierne fremmer deretter forslag til hvor i Essand de bør være erstatningsfrie: «Et stykke av elven Lødøljas dalføre ... osv.» Det dreier seg om et dalføre i Essand langt fra tvisteområdet i vår sak.

       Når det så gjelder innleggene fra begge sider under tvisten i 1930-årene, legger jeg mindre vekt på det som der sies. Det var den gang en ganske intens drakamp om grensen for beiterettsområdet, og det som skrives, må etter min mening forstås på den bakgrunn. De kommunale myndigheter var opptatt av å få flyttet distriktets vestgrense til allmenningsgrensen, og pekte i den forbindelse på at samene undertiden har latt sine dyr beite inne i de private strekninger med skade på setervoller, høystakker mm. Samene på sin side var interessert i å få frem at reinbeiting i hele distriktet bygger på meget gammel sedvanebruk. Det som jeg finner påfallende i disse partsinnleggene, er at de bare i meget liten utstrekning inneholder opplysninger om at rein har beitet vest for den grense jeg har trukket. Det vesentlige er imidlertid at i denne relativt tilspissede konflikt fremkommer det ikke en eneste opplysning om at reinbeite har forekommet ned mot bebyggelsen i Selbu, slik det ifølge Lappekommisjonen unntaksvis hadde skjedd før 1892 - sannsynligvis i Niels Bulls tid.

       Det foreligger heller ikke nevneverdige opplysninger om reinbeiting i de lavereliggende og vestlige deler av tvisteområdet fra 1930-årene og til 1980-tallet. Jeg kan således ikke se at det gjennom 1900-tallet har vært en bruk av denne del av tvisteområdet som kan gi grunnlag for noe rettserverv. Til bruk for Høyesterett har parter og partsrepresentanter forklart seg ved bevisopptak eller i skriftlige erklæringer om bruk av de vestlige deler av tvisteområdet. Jeg finner ikke grunn til å legge vekt på disse forklaringer, som er avgitt i anledning saken, og til dels er meget motstridende.

       Jeg kan på generelt grunnlag være enig med førstvoterende i at man - iallfall for reindriften - ikke bør avskjære rettserverv ved alders tids bruk i randsonene for de tradisjonelle, og mer sentrale områdene hvor beitingen har vært «tilstrekkelig intensiv til alene å kunne begrunne rettserverv ved alders tids bruk». Jeg viser her også til Høyesteretts avgjørelse i Korssjøfjellsaken, jf. Rt 1988 1217 på side 1225. Jeg mener imidlertid at dette hensyn fullt ut er ivaretatt ved den vestgrense for beiteretten som jeg har trukket i denne saken. Vestenfor denne kommer man raskt ned i områder med langt flere hjemsetervoller og etter hvert dyrket mark og bolighus, til dels tettbebyggelse. Jeg minner om at det nede i Selbu har vært bebyggelse og gårder med innmark i mange hundre år, og at vi i området befinner oss til dels godt under 200 m.o.h. og således langt under barskogsgrensen. Vest i tvisteområdet befinner man seg etter mitt syn godt utenfor det som med rimelighet kan betegnes som en randsone for reinbeitingen.

Tvisteområdet i Riast/Hylling

       Når det så gjelder tvisteområdet i Riast/Hylling, foreligger det enkelte opplysninger som kan vitne om bruk fra gammel tid. Som førstvoterende viser jeg her til Gerhard Schønings reisebeskrivelse fra 1773 om samer som oppholdt seg «især paa Bukhammeren», et fjellparti som for en betydelig del strekker seg inn i tvisteområdet. Jeg viser også til Erik Næsvolds forklaring om at koieplassen ved Usmesjøen lå på et gammelt koiested. Usmesjøen ligger ved tvisteområdets østlige grense. Selv husket han at samer - kalt Holmlaget - hadde koie her lang tid tilbake, og tilføyde: «Det er en Selvfølge, at Reenen har betet adskillig længere vestover ind i Sælbo, uden at jeg bestemt tør angive Grændsen, antagelig kan de have gaaet saa langt, som der er Fjeld.» Jeg viser også til førstvoterendes gjengivelse av Lars Løvøens forklaring om reinbeiting i det samme området. Om den bruk av tvisteområdet som har funnet sted særlig mot slutten av 1800-tallet, viser jeg til Lappekommisjonens innberetning side 10. Der sies det at beitingen «undertiden» fant sted endog til «Bringen Fjeld». Dette viser at dyrene har beitet tvers over tvisteområdet, iallfall i den sørlige del. Men som førstvoterende er inne på, er det vanskelig å forstå at kommisjonen ikke legger større vekt på opplysningene som gir holdepunkter for at det har vært beiting i tvisteområdet bakover på 1800-tallet.

       De opplysninger som foreligger fra eldre tid, første halvdel av 1800-tallet og fra 1700-tallet, må etter min mening tillegges betydning. Det er mulig at Lappekommisjonen ikke fant opplysningene håndfaste nok. Det er imidlertid vanskelig å se for seg at det gamle tilholdsstedet ved Usmesjøen ikke har medført beiting vestover og inn i tvisteområdet. Dette kan ikke bare ha skjedd - som kommisjonen sier - «i den senere Tid og uden Bevogtning» (side 10). Det foreligger her ingen topografisk grense mot vest, og det er ikke lett å forestille seg at sognegrensen i eldre tid av samene ble ansett som en grense for retten til reinbeiting vestover i tvisteområdet. Mye kan tale for at Lappekommisjonen har lagt for stor vekt på denne grensen.

       Riktignok foreligger det ingen konkrete opplysninger om hvor ofte koieplassen ved Usmesjøen var i bruk i eldre tid, og derved heller ikke om kontinuiteten og intensiteten i den tilhørende reindriften. Jeg finner likevel, om enn under tvil, at ankemotpartene i tilstrekkelig grad har gjort det sannsynlig at det er ervervet beiterett i tvisteområdet før 1892. Min tvil knytter seg i første rekke til den vekt Lappekommisjonens bevisbedømmelse bør tillegges. Jeg har også - som lagmannsrettens mindretall - overveiet om det er grunnlag for å dele tvisteområdet. Særlig kan det være tvilsomt om beiterett er ervervet i alders tid helt ned til elven Nea og bygda Flora. Når jeg er kommet til at det ikke er tilstrekkelig grunn til oppdeling, har jeg lagt vekt på at det i denne nordvestlige del av Riast/Hylling er meget kort avstand fra fjellstrekningene og det gamle koiestedet ved Usmesjøen og ned til de lavereliggende områder mot Nea, og at det på 1700- og 1800-tallet var langt mindre dyrket mark i området enn i dag. Jeg viser også til min konklusjon for så vidt gjelder Essand, der jeg fant at beiterettsgrensen ut fra praktiske arronderingshensyn kunne trekkes til Nea ved Rolset, som ligger noe vest for Flora. Ut fra tilsvarende hensyn og en samlet vurdering av bevismaterialet, er jeg kommet til at det ikke bør trekkes noen grense for reinbeiteretten innenfor tvisteområdet. Dersom det skulle oppstå beitekonflikter mellom gårdbrukere og reineiere i Flora-distriktet, må de - som i Essand - løses innenfor rammen av reindriftslovens § 15.

       På denne bakgrunn konkluderer jeg som førstvoterende i spørsmålet om erverv av beiterett i Riast/Hylling.

       I spørsmålet om saksomkostninger slutter jeg meg til førstvoterende.

       Dommer Gjølstad: Jeg er i det vesentlige og i resultatet enig med annenvoterende, dommer Rieber-Mohn.

       Dommer Lund: Likeså.

       Dommer Gussgard: Likeså.

       Dommer Tjomsland: Likeså.

       Dommer Coward: Likeså.

       Dommer Aasland: Jeg er i det vesentlige og i resultatet enig med førstvoterende, dommer Matningsdal.

       Dommer Dolva: Likeså.

       Dommer Stang Lund: Likeså.

       Dommer Oftedal Broch: Likeså.

       Dommer Flock: Likeså.

       Dommer Bruzelius: Likeså.

       Dommer Skoghøy: Likeså.

       Justitiarius Smith: Likeså.

       Etter stemmegivningen avsa Høyesterett denne

dom:

1. Lagmannsrettens dom stadfestes.
2. Saksomkostninger for Høyesterett tilkjennes ikke.

Parter:

2. Peder Steinvikaunet 3. Inga og Anton Gisetstad 4. Asle Hammerhaug 5. John Olav Hammer 6. Lars Otto Aaden 7. Mikal Hofsli 8. Aasta Skurseth 9. Torbjørn Haave 10. Per Avelsgård 11. Ingeborg Johanne Uglem 12. Kåre Ingemar Garberg 13. Ragnar Hammer 14. Bjørn Jarle Hofsmo 15. Torgrim Garberg 16. Ola Magne Moen 17. Gerd Karin Valli, Turid Lund-Andersen 18. Trond Kåre Langseth 19. Else Margrethe Hansen 20. Gunnar Langli 21. Helge Ingemar Græsli 22. Einar Jonny Langli 23. Thomas Angells Stiftelser 24. Inge Olav Jønland 25. Jan Terje Wasseter 26. Brynjolv Haave 27. Per Morten Storhaug 28. Målfrid Tangen 29. Bjarne Ingolf Alseth 30. Lisbeth Norbye 31. Bjarne Fuglem 32. Per Røsseth 33. Tor Arvid Borseth 34. Bjarne Voldseth 35. Mons Arve Eidem 36. Arnfinn Kvello 37. Solveig Lorentsen 38. Mabel Johanne Sesseng 39. Egil Arne Eidem 40. Mari Flønes Myran 41. Anne-Mari Flønes 42. Ola Dyrdal 43. Jon Høiås 44. Gunnbjørg Hårstad 45. Jon Erik Hårstad 46. Bjørn Furan 47. Sverre Haarstad, Ivar Haarstad 48. Bernhard Haugen 49. Anne Garberg Gresseth 50. Gunvor Marie Rostad 51. Steinar Dyrdal 52. Ola Haave 53. Peder P. Hårstad 54. Peder Haave 55. Hallstein Haave 56. Per Kåre Nyberg 57. Magne Olai Arnevik 58. Jon Arvid Størseth 59. Rune Langseth 60. John J. Langseth 61. Kåre Størseth 62. Lars Sletne 63. Erik Malm Langli 64. Grim Sandvik 65. Haldor Arnt Garberg 66. Haldor Kvello 67. Ola Svendgård 68. Johan Edvin Vanvik 69. Sigurd Stubbe 70. Kåre Haarstadlien 71. Ingebrigt G. Hårstad 72. Øyalf Endresen 73. Tore Grøtte 74. Nils Fuglem 75. Halfrid Guldseth 76. Paul P. Borseth 77. Bjarne Voldseth 78. Ivar Kristian Fuglem, Birger Jan Fuglem 79. Ingar Kjeldstad 80. Sverre Margido Eidem 81. Arnold Tørum 82. Jonas Hårstad 83. Mary og Arne Nissestad 84. Ove Ekli 85. Marit og Steinar Grøtte 86. Solveig Bondahl 87. Tore Belling 88. Bjarne Ragnar Berge 89. Jørgen Berge 90. Klaus Berge 91. Steinar Berge 92. Sverre Eidem Berge 93. Ole Bergemo 94. Tomas Røset 95. Arild Hegge 96. Halvard Røssetrønning 97. Johan Røset 98. Harald Bjane Velve 99. Jon Arne Stokke 100. Steinar Petter Tuseth 101. Mikal Fuglem, Guri Rande Fuglem, Inga Marie Paulsen 102. Gunvor og Leif Flønes 103. Jan Magnar Lien 104. Tomas Velve 105. Tor Jomar Marstad 106. Jan Erik Øhrbom 107. Inger Kristine og John Ivar Hoem 108. Per P. Evjen 109. Nils Magnar Kallar, Ivar Morten Kallar 110. John Hårstad Evjen 111. Jon O. Evjen 112. Margrete Lundemo 113. Ola Røset 114. Jonny Lien 115. Helge Lien 116. Olav Lien 117. Siri Anna Andersen 118. Toril Ofstad Selboe 119. Heidi Bente Balstad Stokke 120. Per Stokke 121. Sverre Birger Hoven 122. Arne Harry Eriksen 123. Marit og Oddbjørn Kyllotrø 124. Ingeborg Østbyhaug 125. John Renå 126. Tor Jostein Korsvold 127. Helga Buland 128. Baro Lilleevjen 129. Anders Kallar 130. Ole Magnar Rønsberg 131. Johan Kyllo 132. Per Olav Velve 133. Olav Mosleth 134. Olaug Løvseth 135. Odd Bjarne Kyllotrø 136. Anny Johanne Kyllo 137. Gunnar Møllenhus 138. Paula Vollan 139. Haldor Stokke 140. Edvin Mebust 141. Harald Stokke 142. Kåre Mosleth 143. Per Ingemann Uglem 144. Johan Birger Nydal 145. John Hegge 146. Kristian Svenkerud 147. Terje Mebust 148. Beret Mebust 149. Lillian Uthus 150. Marit og Johann Ingemann Lien 151. Lars Bårdsgård 152. Inger Baardsgaard 153. Mikal Rønsberg 154. Olaug og Petter Krogstad 155. Jørn Møllenhus 156. Signe Rønsberg Evjemo 157. Tomas Rønsberg 158. Anne Jorun og Jan Arvid Warmdal 159. Ingrid Rolset Holt 160. John Ragnar Uthus Rolset 161. Nils Olav Stokke 162. Lars Olav Mogård 163. Håkon Dahl 164. Sigmund Harald Eidem 165. Anne Jorunn Ørås Nordheim 166. Per Flakne 167. Peder Flakne 168. John B. Flakne 169. Sakarias Uthus 170. Bjørn Fjeset 171. Bjørg Uthus, Britt Elin Uthus 172. John E. Skogen 173. Berit Skogan 174. Gunbjørg Bakken 175. John Haugen 176. John Ragnvald Tuset 177. Hans Rønsberg 178. Gunnar Jarle Drivvold 179. Per Jostein Bjerken 180. Oddmund Dahlø 181. Målfrid Sølverud, Sverre Hegseth 182. Nils Andersen 183. Tomas T. Solbakken 184. Ingeborg Eidem 185. Rune Langseth 186. Geir Over Rønsberg 187. Inge Bjerken 188. Dagfinn Næss 189. Jon Bakken 190. Per Magnar Nervik 191. Kjell Georg Aune 192. Bjørn Ivar Krogstadmo 193. Oddrun og Karsten Breistrand 194. Oddmund Voldseth 195. Bernt Uglem 196. Gunnar Uglem 197. Kjell Lennart Lindseth 198. Sonja og John Arvid Aunebakk 199. Signy Sørflakne Berggård 200. Målfrid og Harald Slind.



[INNHOLD]

Sist oppdatert 9. juli 2001 av Lovdata